Et vejrskifte er på vej.
Dagen starter ganske pænt med sol og tørvejr alle steder, men i løbet af formiddagen kan der dukke en enkelt byge eller to op hist og her.
I løbet af eftermiddagen kommer der flere skyer ind over de vestlige egne, og især i den nordlige del af Jylland kan der stedvis komme lidt regn.
Vinden er ikke så kraftig som i går, da vi får let til frisk vind fra vest og senere sydvest.
Vi kan derfor forvente, at det bliver lidt varmere i dag med temperaturer mellem 17 og 22 grader.
Det skriver DMI på egen hjemmeside.
Varmen vender retur
De mange skyer, der kommer ind over landet fra i eftermiddag, skyldes, at varmen presser sig på, og at vejret skifter karakter med varmere vejr.
Onsdag går vinden i syd, og dermed får vi sendt den europæiske varme op over landet, men heldigvis ikke med den ekstreme varme, vi har hørt om fra Spanien og Frankrig, hvor temperaturerne stedvis runder 40 grader.
Onsdag og torsdag stiger temperaturerne og kommer flere steder op på mellem 25 og 28 grader.
Torsdag kan termometeret stedvis snige sig op på 30 grader. Det vil sikkert lokke mange til en tur på stranden eller få aftensmaden rykket ud i det fri.
I løbet af torsdagen skubber køligere vejr sig atter frem mod Danmark fra vest, og derefter vender vi tilbage til den velkendte danske sommermodel med temperaturer omkring 20 grader.
Weekenden ser i skrivende stund til at fortsætte torsdagens takter, hvor der er mulighed for sol samt temperaturer op mod 22 grader.