En æra er forbi.
Mange danskere har et favoritsted, når sulten melder sig, og der skal hentes hurtig aftensmad eller frokost på farten.
Konkurrencen blandt spisesteder er dog benhård, og selv populære koncepter kan få svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Flere restauranter og kæder har måttet dreje nøglen om de seneste år, og nu er det tilfældet for en burgerkæde.
Faktisk er i dag, onsdag, sidste dag, hvor kunderne kan kigge forbi.
Slut efter 12 år
Efter 12 år er det slut for burgerkæden Sliders. Det oplyser kæden selv i et opslag på Facebook, hvor de skriver følgende:
“Vi må desværre sige farvel. D. 15. juli lukker Sliders’ dør for sidste gang. Det er en trist dag for os, men vi går herfra med stolthed over det, vi har bygget sammen. Tak for 12 gode år.”
Konceptet blev skabt af medlemmer fra Lukas Graham-bandet. Idéen opstod, mens de var på turné med det danske band og udviklede sig senere til en burgerkæde med fokus på små burgere.
Vejen har dog været præget af økonomiske udfordringer. Ifølge Ekstra Bladet gik Sliders konkurs i 2021 efter flere år med underskud.
Virksomheden blev reddet, da Power-direktør Jesper Boysen og hans søn Christian Duebjerg Boysen valgte at investere i kæden og føre driften videre.
Sender tak til de ansatte
Den seneste årsrapport for 2025 viser et underskud på 453.343 kroner.
Ifølge ejerne har stigende udgifter til råvarer og produktion gjort det umuligt at fortsætte driften i den nuværende form.
På virksomhedens hjemmeside sender ejerne samtidig en hilsen til de medarbejdere, som nu mister deres job.
“Tak for jeres engagement, jeres faglighed og jeres enorme indsats gennem årene. I har været hjertet i Sliders og grunden til, at vi har kunnet skabe den oplevelse, vores gæster har mødt,” lyder meldingen.
Selvom burgerkæden nu lukker, bliver døren ikke lukket helt for idéen bag kæden.
Ejerne peger på, at konceptet kan få nyt liv, hvis de rette personer en dag ønsker at føre det videre.