Forside Generelle nyheder Er du gået i overtræk? Ekspert fra Jyske Bank deler...

Er du gået i overtræk? Ekspert fra Jyske Bank deler nu sine bedste råd

Er du gået i overtræk? Ekspert fra Jyske Bank deler nu sine bedste råd
Trygve Finkelsen / Shutterstock.com

Det er en fordel at begynde opsparingen til næste års ferie allerede nu.

Når kreditkortregningerne tikker ind, og hverdagen igen melder sig med faste udgifter, opdager mange, at ferien blev dyrere end forventet.

“Vi ser hvert år, at nogle først får det fulde overblik over ferieforbruget, når de er hjemme igen. Hvis økonomien er mere presset end forventet, er det vigtigste ikke at gå i panik, men at få skabt et overblik og lagt en realistisk plan,” siger privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask og fortsætter:

“Den gode nyhed er, at der som regel er noget at gøre ved situationen. Jo tidligere man tager hånd om problemet, desto lettere er det at få økonomien tilbage på sporet.”

Overtræk kræver handling

Det kan være fristende at vente på næste lønudbetaling og håbe, at problemet løser sig selv, men overtræk er sjældent en holdbar løsning.

En undersøgelse fra Voxmeter viser, at knap 34 procent i april måned i år planlagde at tage på ferie i udlandet de kommende tre måneder, mens det tal var steget til godt 40 procent i juli måned, hvilket svarer til en stigning på 20 procent, jo nærmere vi kom sommerferien i år.

”Den samme tendens med modsatte fortegn gør sig gældende for flere i budgetplanlægningen. Feriehypen stiger, når sommeren melder sig og skubber den fornuftige budgetplanlægning i baggrunden,” siger Bettina Brask og tilføjer:

“Havregrød et par uger er måske sat på spidsen, men de fleste kan finde poster i budgettet, hvor der kan skæres lidt ned, indtil økonomien er tilbage i balance. Det vigtigste er at handle og at tage skeen i den anden hånd i stedet for at lade renter og gebyrer vokse.”

En tømt opsparing er også en udfordring

For mange er det ikke overtrækket, men opsparingen, der har finansieret restaurantbesøg og de spontane oplevelser.

Det kan være en god løsning på kort sigt, men efterlader samtidig økonomien mere sårbar, ifølge Bettina Brask.

“Opsparingen er ikke kun til ferie. Den skal også kunne hjælpe, hvis bilen bryder sammen, vaskemaskinen står af, eller der opstår andre uforudsete udgifter. Derfor bør man prioritere at få opsparingen bygget op igen,” siger Bettina Brask.

Start næste års ferieopsparing nu

Ifølge privatøkonomen er det bedste værn mod økonomiske tømmermænd at begynde planlægningen tidligere.

“Den bedste ferieopsparing starter sjældent en måned før afrejse. Den starter ofte den dag, du kommer hjem. Selv mindre beløb sat til side hver måned kan gøre en stor forskel,” siger Bettina Brask.

Hun anbefaler, at man opretter en særskilt feriekonto og laver et realistisk budget, der også tager højde for de små udgifter, som ofte vælter regnestykket.

“Mange budgetterer med transport og hotel, men glemmer restaurantbesøg, udflugter, is, souvenirs og alle de små ekstraudgifter, som ofte gør forskellen.”

Der er ikke noget galt i at prioritere ferie og oplevelser, ifølge Brask. Tværtimod, så er det en tendens, som vi har set siden Corona.

“De fleste vil hellere bruge penge på gode oplevelser med familie og venner end på mange andre ting. Det er helt naturligt. Men ferien bliver bare endnu bedre, når regningen ikke følger med hjem,” slutter Bettina Brask.

Ads by MGDK