Forside Generelle nyheder Er du på jagt efter den perfekte bolig? Her er...

Er du på jagt efter den perfekte bolig? Her er tjeklisten, der hjælper dig med at finde hjem

Bolig, huse,
Shutterstock

Tjeklisten kan hjælpe dig med at finde det perfekte hjem.

Lige nu læser andre

At købe bolig er en af livets største investeringer. Derfor er det vigtigt, at du går ind til fremvisningen med både nysgerrighed og overblik og ikke lader hjertet løbe helt af med dig.

Her får ejendommæglerkæden Estates tjekliste med 10 gode spørgsmål og overvejelser, der kan hjælpe dig med at finde den bolig, der passer bedst til dig og dine behov.

1. Hvad er boligens stærkeste side?

Stil åbne spørgsmål – måske opdager du kvaliteter, du ikke selv havde lagt mærke til. Det kan være alt fra en solrig krog i haven til en hurtig cykelsti ind til byen.

2. Hvor længe har sælger boet i boligen – og hvorfor flytter de?

Har sælger boet der i mange år, kan det være tegn på stor tilfredshed. Men hvis de kun har boet der kort tid, er det værd at spørge ind til årsagen.

3. Hvad byder lokalområdet på?

Undersøg faciliteter som skoler, indkøb, offentlig transport, grønne områder og fritidstilbud. Beliggenheden er det eneste, du ikke kan ændre på.

4. Hvordan opvarmes boligen – og hvad koster det?

Læs også

Få klarhed over varmekilde, forbrug og alder på installationerne. Spørg også, om der er planer om at skifte til fx fjernvarme.

5. Er der planlagt renoveringer i ejer- eller grundejerforeningen?

Store fællesprojekter som nye altaner eller asfaltering kan betyde ekstra udgifter for dig.

6. Hvad siger lokalplanen?

Er der planer om nye veje, stier eller byggeri i området, der kan påvirke din hverdag? Du kan selv finde lokalplaner på kommunens hjemmeside.

7. Hvor gamle er hvidevarerne?

Tjek alder og stand – så ved du, hvornår du skal budgettere med udskiftning.

8. Hvordan er parkeringsforholdene?

Spørg til private pladser, parkeringstilladelser eller aftaler med nærliggende parkeringshuse. 

9. Gå en runde på egen hånd

Læs også

Tag dig tid til at kigge grundigt – også i kælder, loft, skur og garage. Det siger ofte meget om, hvor godt boligen er passet.

10. Oplev lokalområdet

Gå en tur i kvarteret på forskellige tidspunkter af dagen, så du får en realistisk fornemmelse af støj, trafik og stemning.

Ads by MGDK