Forside Generelle nyheder Har du fået dine penge? Skat udsender pressemeddelelse om overskydende...

Har du fået dine penge? Skat udsender pressemeddelelse om overskydende skat

skat
Foto: Shutterstock

Det er ikke alle, der får udbetalt den overskydende skat i dag.

Skattestyrelsen begynder fredag den 24. april 2026 at udbetale overskydende skat til de borgere, der i 2025 har betalt for meget i skat.

I alt vil cirka 4 millioner borgere modtage skat retur.

Det svarer til cirka tre ud af fire borgere. Den samlede udbetaling lyder på 26,7 milliarder kroner – eller et gennemsnit på 6.700 kroner pr. borger. Det er på niveau med sidste år, oplyser Skattestyrelsen selv i en pressemeddelelse.

“Vi ved, at mange ser frem til denne dag – og med en udbetaling på godt 26,7 milliarder kroner er det rigtig mange penge, der bliver sendt retur til borgerne. Men det er vigtigt at huske, at beløbet også er udtryk for, at man kunne have haft et højere rådighedsbeløb – altså flere penge i hånden – hver måned sidste år,” siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge og fortsætter:

“Derfor vil vi også samtidig opfordre borgerne til at gennemgå deres forskudsopgørelse for 2026. På den måde betaler man den rigtige skat og har glæde af pengene løbende.”

Har du ikke fået penge?

Nogle borgere vil opleve, at de ikke får deres overskydende skat udbetalt fredag den 24. april 2026.

Det skyldes typisk, at Skattestyrelsen mangler oplysninger om fx udlandsforhold, ægtefælle, værdipapirer, eller at der er gæld til det offentlige, som skal betales inden en udbetaling. 

Dagens udbetaling af overskydende skat sker på baggrund af oplysninger og ændringer foretaget til og med den 17. april 2026.

Efterfølgende udbetalinger vil ske løbende. Fristen for at rette oplysninger i årsopgørelsen for 2025 er den 20. maj 2026.

Borgere med oplysningsskema, udlandsforhold mv. har frist for ændringer den 1. juli 2026. 

Skattestyrelsens foreløbige opgørelse af skattebetalingen for 2025 viser, at knap 800.000 borgere har betalt for lidt i skat.

De skal i alt betale cirka 7,9 milliarder kroneri restskat., hvilket svarer til et gennemsnit på cirka 9.800 kroner pr. borger.

Ads by MGDK