Der kan komme kraftige vindstød.
Dagen begynder med nogen sol i de østlige egne, men ellers bliver det overskyet med udbredt regn fra vest.
Vinden tiltager og bliver let til frisk fra syd og sydvest, og ved kysterne bliver der op til hård vind og stedvis kuling.
Regnen og blæsten skyldes en koldfront, der i løbet af dagen passerer landet fra vest.
Efter fronten vil det ud på eftermiddagen klare noget op med lidt eller nogen sol, men der kommer også spredte regnbyger.
Temperaturerne vil i de østlige egne nå op mellem 18 og 20 grader, og på Bornholm vil solen skinne hele formiddagen, ligesom temperaturen når op mellem 20 og 22 grader.
Ellers ligger den kun mellem 15 og 18 grader i forbindelse med regnen.
Det skriver DMI.
Fredag
Fredag begynder med skyet vejr og en del byger, især i de østlige egne, men i løbet af eftermiddagen holder det mest tørt, og der kommer nogen sol af og til.
Det bliver en blæsende dag med jævn til hård vind fra nordvest og vest. Ved kysterne kan der komme kuling eller hård kuling, og der vil være kraftige vindstød – og endda stormende kuling visse steder.
Luftmassen bliver lidt køligere, så der forventes temperaturer mellem 15 og 20 grader.
Lørdag og søndag
Det bliver mest skyet og tørt om lørdagen, men Jylland ser efterhånden ud til at få en del byger vestfra.
Søndagen forventes dog at byde på en del sol, men det bliver ret blæsende med jævn til frisk nordvestlig vind.
Dermed står det klart, at sommeren ikke ligefrem viser sig fra sin bedste side – men mon ikke den gør det igen inden længe.