En ny lov er nu vedtaget.
Lige nu læser andre
Mistænkelige mails, sms’er og opkald rammer os alle, og det er efterhånden rigtig svært at skelne mellem en reel henvendelse og et forsøg på svindel.
Derfor har Folketinget netop vedtaget en ny lovpakke, der skal beskytte danske elkunder mod vildledning og svindel.
Blandt andet bliver det et krav, at telefonsalg dokumenteres, og at nye elaftaler indgås skriftligt eller med MitID.
Selvom de nye regler vil styrke forbrugerbeskyttelsen, er det forsat vigtigt at huske, at det bedste forsvar mod svindel er sund skepsis og årvågenhed.
”De nye regler er et vigtigt skridt i kampen mod svindel på elmarkedet, som vi desværre ser alt for meget af fra flere brodne kar i branchen. Derfor kan lovgivningen heller ikke stå alene. Vi skal hjælpe forbrugerne med gode vaner, så de kan spotte svindlen i tide,” siger Christian Ruhe, der er direktør for Energi & Bolig i OK.
Læs også
Svindlerne bruger beskidte greb
Hos OK oplever man i stigende grad henvendelser fra kunder, der har været udsat for forsøg på svindel via opkald, mails og sms’er.
Metoderne bliver hele tiden mere avancerede, og svindlerne fremstår både troværdige og overbevisende i deres kommunikation.
”Mange af svindlerne er både kreative og kyniske, og de udnytter folks tillid på det groveste. Vi oplever desværre, at de i stigende grad henvender sig til vores kunder for at få fat i personfølsomme oplysninger. Derfor vil jeg gerne understrege, at man som elkunde skal stoppe op og forholde sig kritisk, hvis noget virker bare en smule mistænkeligt,” siger Christian Ruhe.
OK har blandt andet hørt eksempler fra kunder, hvor svindlere fx påstår, at:
- din strøm er blevet lukket, fordi du ikke har betalt regningen.
- de har overtaget faktureringen fra OK og derfor har brug for dit CPR-nummer eller bankoplysninger.
- du har betalt for meget og kan få pengene tilbage ved at oplyse dine kontooplysninger.
- du skal opdatere dine betalingsoplysninger via et link i en mail eller sms.
- du kan få en billigere elaftale, hvis du oplyser dine personlige informationer.
Sådan undgår du at blive snydt
1) Vær skeptisk. Hvis du bliver kontaktet af et elselskab, så husk på, at andre elselskaber ikke kender hverken din elaftale eller dit forbrug.
Læs også
2) Tag ikke forhastede beslutninger. Svindlere forsøger ofte at få dig til at gøre noget her og nu, så stop op og tænk dig om en ekstra gang, inden du fx videregiver oplysninger eller trykker på noget.
3) Afslut samtalen – og ring selv op. Hvis du er i tvivl om, hvem du snakker med, så læg på og ring op til det telefonnummer, der er oplyst på dit elselskabs officielle hjemmeside.
4) Tjek afsender og links. Vær særligt opmærksom på små afvigelser i mailadresser og telefonnumre. Klik kun på filer eller links, hvor du er sikker på, hvem afsenderen er.
5) Slå virksomheden op på Trustpilot. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et elselskab er legitimt, kan du slå det op på Trustpilot. Et lavt antal anmeldelser, mange klager eller enslydende advarsler kan være et tegn på svindel.
Hvis uheldet er ude, eller du har mistanke om svindel
1) Kontakt din bank og politiet. De kan spærre dine kort og registrere hændelsen, hvis du har delt personlige eller økonomiske oplysninger.
Læs også
2) Tjek din nuværende elaftale. Det er muligt at tjekke din aftale på Eloverblik.dk med MitID. Her kan du se, hvilket selskab du reelt har en aftale med. Hvis du er OK-kunde, kan du desuden logge ind på selvbetjeningsuniverset Min OK for at se betalingsform, betalingsfrist eller om du har regninger til betaling.
3) Benyt din fortrydelsesret. Du kan som regel opsige aftalen inden for 14 dage, og det skal helst ske skriftligt via en formular eller en e-mail, hvor du tydeligt angiver, at du ønsker at fortryde.
4) Anmod om en fejlagtig tilflytning. Det nye elselskab er forpligtet til at annullere skiftet, hvis du ikke har givet gyldig accept.
5) Opret en klagesag. Du kan klage til Ankenævnet på Energiområdet, hvis aftalen ikke er gyldigt indgået, eller til Forbrugerombudsmanden, hvis du har oplevet forsøg på uberettiget leverandørskifte eller uanmodede henvendelser.