3.500 bedrifter – også ofte kaldet juletræsplantager – leverede juletræer og pyntegrønt til danske og udenlandske hjem og juledekorationer i 2012.
Samlet set havde de danske bedrifter 20.600 hektar med de sæsonpopulære grantræer.
I 2023 er antallet af bedrifter faldet til 2.400, men til gengæld fylder juletræer og pyntegrønt næsten det samme areal, nemlig 20.500 hektar.
Det svarer til størrelsen på Roskilde eller Kerteminde Kommune.
”Det er en tendens, vi ser flere steder inden for landbruget; at bedrifterne bliver større, men til gengæld er der færre af dem,” siger Karsten Larsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
”For juletræer er det især i Region Syddanmark og Region Nordjylland, vi kan se denne ændring. Det er de regioner, der med 10 hektar i gennemsnit har flest hektar pr. bedrift. Det er en stigning på henholdsvis fire og tre hektar i gennemsnit pr. bedrift i Region Syddanmark og Region Nordjylland,” uddyber Karsten Larsen.
Kun steget i en enkelt region
Region Syddanmark er samtidig den eneste region, hvor antallet af hektar er steget, med 39 procent, siden 2012. Det er samtidig den region med næstflest bedrifter, selvom antallet er faldet 24 procent siden 2012.
Region Midtjylland og Region Syddanmark er de regioner, der har flest hektar med juletræer, mens Region Hovedstaden både har langt færre hektar og bedrifter end de andre regioner.
Gennemsnitligt antal hektar pr. bedrift med juletræer og pyntegrønt, regioner, 2012 og 2023.
Kilde: www.statistikbanken.dk/afg5
Stigende import af juletræspynt
Højt fra træets grønne top stråler formentlig en julestjerne i de fleste stuer rundt om i Danmark juleaften, og der er en vis sandsynlighed for, at den er importeret.
I Danmark importerer vi nemlig pynt til juletræerne, dekorationerne og bybilledet for mange mio. kr. årligt.
Siden 2012 er vores import af juletræspynt fra udlandet steget fra 140 mio. kr. til 186 mio. kr. i 2022.
Opdeler man det på husstande, svarer det til, at hver husstand brugte 66 kr. på juletræspynt sidste år.
Det samme billede gør sig gældende for elektriske lyskæder af den type, der kan hænges på juletræet. Her er importen i kroner og øre tredoblet fra 48 mio. kr. i 2012 til 145 mio. kr. i 2022.
”Der bliver importeret mere og mere julepynt og lyskæder hvert år. Langt størstedelen kommer fra Kina,” siger Kirstine Sewohl, specialkonsulent i Danmarks Statistik.