Der er penge på vej.
Lige nu læser andre
Nu starter afviklingen af den såkaldte ventekonto, hvor borgere og virksomheder tilsammen har ca. 1,2 mia. kr. stående.
Ventekonto er en statsejet bankkonto med penge, der ikke har kunnet udbetales til de retmæssige ejeres NemKonto.
Sådan skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er mange eksempler på, hvor pengene stammer fra. Det kan f.eks. være udenlandske håndværkere, der har overskydende skat til gode og som efterfølgende er rejst hjem, virksomheder, der har overskydende moms, men ikke har CVR-nummeret knyttet til en NemKonto.
Eller danskere, der skal have penge tilbage fra Skat, men som ikke har registreret en NemKonto.
Læs også
Digitaliseringsstyrelsen sender breve ud til alle borgere og virksomheder, der har beløb stående på ventekontoen.
Brevene sendes i udgangspunktet via Digital Post, og med fysisk post hvis man er fritaget fra Digital Post.
Brevene indeholder information om borgerens eller virksomhedens udbetaling(er), hvordan man kan få sine penge udbetalt, samt hvad der sker med pengene, hvis man ikke reagerer.
Breve til borgere vil blive sendt d. 1. september 2025, mens breve til virksomheder vil blive sendt d. 22. september 2025.
Det kan være svært at få brevene frem til alle modtagerne. Det gælder særligt for de udenlandske borgere, der ikke har Digital Post, og som ikke har registreret en korrekt eller opdateret udenlandsk adresse i det danske folkeregister.
Læs også
Det bemærkes, at alle beløbene på ventekontoen er udbetalinger fra Skatteforvaltningen. Ventekontoen har således ikke været benyttet til udbetaling af lønninger, forsørgelsesydelser m.v.