Brigitte Klintskov Jerkel, MF, Det Konservative Folkeparti

Hvis man vil skifte køn, må man vente, til man er voksen

En ny anbefaling fra Etisk Råd lyder, at 10-årige børn og opefter bør kunne foretage juridisk kønsskifte.

Dermed vurderer rådet, at man som 10-årig er moden til at tage ekstremt omsiggribende beslutninger, som påvirker resten af ens liv. Altså lige nøjagtigt den type beslutninger, som vi normalt er rørende enige om, at børn ikke bør træffe.
 
I Det Konservative Folkeparti mener vi, at børn skal have lov til at være børn. De skal tosse rundt i sandkassen i fantasifuld leg, klæde sig ud og lave skuespil, klatre og kravle, prøve grænser og lære af deres fejl. Men de skal ikke tage juridisk stilling til noget som helst. Det ansvar hører til voksenlivet.
 
At skifte køn er en vidtrækkende beslutning, hvis langsigtede konsekvenser er umulige at få øje på, når man ser verden fra lidt under halvanden meters højde og endnu ikke har tabt sine mælketænder.
 
Derfor hverken kan eller skal børn træffe den beslutning.
 
Etisk Råds anbefaling baserer sig på, at puberteten som oftest starter i 10-årsalderen. Altså mener rådet, at børn bør tage juridisk stilling til deres køn, når de står midt i en periode præget af tvivl, identitetskrise og humørsvingninger. Vi kunne ikke være mere uenige. Puberteten er til for at udvikle sig psykisk og fysisk, undersøge og afprøve og udvikle og finde sig selv.
 
Puberteten er et frirum – ikke et kontor, hvor der underskrives juridiske aftaler.
 
Vi beskytter vores børn på stort set alle områder. For ens handlinger har konsekvenser, men det hverken kan eller skal børn forstå til fulde, og derfor hjælper vi, de voksne, dem på rette vej. Man er først i stand til at stå til ansvar for sine beslutninger den dag, man fylder 18 år. Det bør selvfølgelig også gælde for kønsskifte. 
 
Vi risikerer at børn træffer en beslutning med alvorlige konsekvenser, som de senere fortryder. Det kan vi kun undgå, hvis vi beholder en aldersgrænse på 18 år.
 
Børn er børn, og det mener jeg fortsat, de skal have lov til.
 

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også