Greve Kommune fortsætter selv drift af plejecenter

Infrastruktur

30/9/15 9:27

Nick Allentoft

Greve Kommune udliciterer ikke driften af plejecenteret til private, men bevarer det på kommunale hænder. Kontrolberegning gjorde udslaget.

Den kommunale drift af Lokalcentret Møllehøj er billigere end det, private leverandører kan tilbyde.

Greve Kommune skal fortsat selv drive Lokalcentret Møllehøj som plejecenter. Det besluttede byrådet på et lukket møde mandag. Beslutningen sker på baggrund af en kontrolberegning, som viser, at kommunen driver Møllehøj billigere end det, de private leverandører kunne tilbyde.

”Jeg må sige, at jeg er meget positivt overrasket over resultatet. Jeg er også glad for, at driften kan fortsætte i kommunalt regi, for Møllehøj er et veldrevet plejecenter” siger Liselott Blixt, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Udbuddet er blevet bedømt af et særligt fagudvalg med deltagelse af borgmesteren og repræsentanter for partierne i byrådet. Resultatet betyder, at udbuddet annulleres. Men samtidig gennemføres der besparelser på Møllehøj, fordi det såkaldte kontrolbud fra ledelse og medarbejdere viser, at der kan effektiviseres yderligere.

Beslutningen om at sende driften af Lokalcenter Møllehøj i udbud blev taget i efteråret 2014 som en del af budgetaftalen for 2015.

De tre private tilbudsgivere i udbuddet var Aleris Omsorg, Attendo og Forenede Care.

Annonce