Kommune oplever svindel med EAN-numre - og giver råd til at undgå det fremover

Ledelse

14/12/2016 14:51

Nick Allentoft

Svindlere har forsøgt at købe varer i Kolding Kommunes navn ved at bruge de offentligt tilgængelige EAN-numre. Nu fortæller kommunen hvordan leverandører kan afsløre svindlerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ukendte svindlere har forsøgt at købe varer i Kolding Kommunes navn ved at bruge kommunens ean-numre og bedt om at få regningen sendt til kommunen. Svindlerne har også fået lavet Kolding Kommune-stempler.

Nu opfordrer kommunen virksomheder, netbutikker og forretninger til at være opmærksomme på mulig svindel.

”Vi er opmærksomme på, at svindlerne blandt andet har lejet bil og bestilt gavekort og it-udstyr. Meget af det har vi heldigvis fået bremset i tide, og svindlen er naturligvis meldt til politiet med det samme,” siger Ina Hviid, leder af Indkøb og Forsikring ved Kolding Kommune.

Svindlen er sket ved hjælp af kommunens ean-numre, der bruges af virksomheder til elektronisk fakturering. Ean-numrene fra offentlige myndigheder er offentligt tilgængelige.

Kommunen opfordrer nu alle, der modtager en ordre fra Kolding Kommune, herunder kommunens afdelinger og institutioner, til at være særligt opmærksomme.

”Hvis man som leverandør er den mindste i tvivl om bestillingen, så kontakt Kolding Kommune for at få den bekræftet. Her skal man naturligvis ikke bruge kontaktdata oplyst i ordren. Find i stedet telefonnummer eller mailadresse på kolding.dk,” siger Ina Hviid.

Ved misbrug af kommunens ean-numre betaler Kolding Kommune ikke fakturaen.

 

FAKTA: Her er Kolding Kommunes råd til, hvordan leverandører bedst sikrer sig mod svindel:

· Er den mailadresse, som anvendes ved bestillingen, en officiel mailadresse fra Kolding Kommune? Alle kommunens mailadresser ender med kolding.dk. Hvis der i stedet står f.eks. står kolding-kommune.dk så er bestillingen ikke fra Kolding Kommune.

· Har leveringsadressen noget at gøre med Kolding Kommune? Virker den troværdig? F.eks. har svindlerne i et tilfælde angivet en adresse i Grenå som leveringsadressen, hvilket er et klart faresignal om svindel. 

· Er det sandsynligt, at Kolding Kommune vil bestille den pågældende vare – f.eks. hi-fi-udstyr og gavekort – i den angivne mængde?

· Endelig er der grund til at være ekstra opmærksom, jo større ordren er.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.