Stor interesse for at deltage i Lejre-dage i Letland

Velfærd

07/08/2014 22:24

Nick Allentoft

Lejre Kommunes lettiske venskabsby, Talsi, har inviteret til ”Lejre-dage” i Talsi, hvor private, kommunale og frivillige aktiviteter og tilbud fra Lejre Kommune præsenteres i Letland den 15., 16. og 17. august 2014.

Borgmester Mette Touborg ser frem til at deltage og glæder sig over, at det er lykkedes at planlægge et omfattende program med så stor tilslutning. Roserne for det sender borgmesteren til Internationalt Forum i Lejre - Det er imponerende med både programmet og opsætningen, og det kan vi takke Internationalt Forum i Lejre for. De står på engageret vis for vores internationale samarbejde, siger Borgmester Mette Touborg.

Delegationen fra Lejre kommer til at omfatte over 100 mennesker fordelt på 12 forskellige projekter, som bl.a. spænder over forskellige dansetrupper, en gruppe der præsenterer erhvervslivet i Lejre, repræsentanter fra Sagnlandet, herunder en stor gruppe ”jernalderfolk”, en politisk/administrativ delegation, Billedskolen, unge gymnaster, en kunstnergruppe og en musikgruppe.

Lisbet Kofoed Kristiansen er formand for Internationalt Forum i Lejre, som står for planlægningen og afholdelsen af Lejre-dagene. Hun fortæller, at der satses på at vise et bredt udsnit af, hvad vi her i Lejre kan og vil - Det er helt fantastisk, at vi har en så bred gruppe af deltagere, og vi får vist så mange forskellige vinkler som muligt af alt det spændende, vi kan her i Lejre. Det er et projekt for hele Lejre Kommune, og derfor er det meget positivt, at så mange stiller op for at være ambassadører for vores kommune. Deltagerne har allerede nu, mens vi planlægger Lejre-dagene, glæde af at mødes med hinanden og samarbejde på kryds og tværs, siger Lisbet Kofoed Kristiansen.

Hun tilføjer, at Lejre-dagene har fokus på frivillighed og mellemfolkeligt samarbejde, og at det er områder, hvor vi kan lære meget af hinanden - Der er mange områder, hvor vi kan lære af og inspirere hinanden og Lejre-dagene er en god anledning til både at blive klog på, hvordan vi gør tingene i Lejre, og på hvordan tingene gøres under helt andre forhold i et land som ligger så tæt på Danmark, og som deler meget af den samme historie, slutter Lisbet Kofoed Kristiansen.

Mest Læste

Annonce