Dag 6 i dagbogen fra Lesbos: Den dag en mor mistede 3 børn på havet

Jeg kan høre skrigene, allerede inden jeg står ud af bilen. Skrig blandet med jamren og gråd.  Der er ca. 200 meter hen til det havneområde, hvor flygtningene sidder. Scenen er kaotisk.    Betjente har afspærret området, så flygtningene ikke kan forlade det. Men også for at holde medier og nysgerrige turister væk.    Fire læger, en voluntør og lederen af frivilligindsatsen er på stedet. De andre voluntører står udenfor afspærringen sammen med politi og presse. De fleste flygtninge holder sig i ro, sidder og stirrer ned i jorden eller mod havet. 

Den skrigende kvinde sidder på en jakke på betonmolen. Der sidder to læger og holder hende. Hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op, ud i vandet for at lede efter sine børn. 

I morges havde hun fire. Nu har hun et.    Hun ved endnu ikke, at dykkerne har fundet ligene. Hendes mand sidder som forstenet et stykke derfra. Alene.  Hendes overlevende barn på ca. 5 år sidder og græder på den bare jord. Alene.   På molen går en mager mand rundt alene. Han tænder den ene cigaret med en anden.  Han har netop fået at vide, at kystvagten har fundet ligene af hans kone og søster.    Et stykke derfra sidder en mand med tre børn. Hans mindste barn på omkring et år spiser banan og pludrer. Han er endnu ikke gammel nok til at vide, at han aldrig ser sin mor igen. Det er de to ældre børn til gengæld.   Denne dag vil sætte sig som dybe ar i sjælen på alle, der er til stede. Både frivillige, flygtninge og kystvagten. Stemningen er intens.    Flere græder, hulker og ryster på hovedet. Kvinden jamrer. Læger har tårer løbende ned af kinderne. Sorg og smerte gennemsyrer stedet. Kystvagten sidder på sit kontor og græder.    Det er svært ikke at føle skyld, når man i sit jernskib er sejlet sammen med en lille træbåd med syriske flygtninge og resultatet er, at mange af dem drukner. Den mentale reaktion bliver ikke mindre forfærdelig af, at intentionen var at hjælpe.   Psykologisk krisehjælp  Jeg må fokusere. Tage min professionelle kappe på og træde ind i rollen som krisepsykolog. Forsøger derfor at danne mig et overblik over situationen og få læger og voluntører placeret hensigtsmæssigt. 

Vi er få  og alle flygtninge er traumatiserede. Jeg briefer alle i, hvordan de skal håndtere situationen, hvad de skal gøre, hvad de skal sige.  Heldigvis kan to af lægerne arabisk. 

Vi er presset på tid, fordi kystvagten er på vej ind med endnu et hold flygtninge, som de fik reddet før deres båd sank.  Vi kan ikke flytte den skrigende kvinde, hun vil blive ved havet. Lægerne skaffer noget beroligende, som de putter ind i hendes mund sammen med sukker. Vi mader hende, som et lille barn, mens hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op.    Efter et stykke tid falder hun til ro, og begynder at rokke frem og tilbage. Hun får noget mere beroligende og vi begynder at køre de andre familier op til bussen. Vi har travlt.    Kvinden er stadig gennemblødt og hun har mistet sine sko i havet. Vi venter på, at hun besvimer igen eller falder i søvn, så vi kan klippe det våde tøj af hende og iføre hende noget nyt. To læger skærmer hende med nødhjælpstæpper.    Hun har stadig graviditetsbukser på.   Ensomheden med traumer  De typiske handlemuligheder som krisepsykolog er ikke en mulighed her. Kvinden har intet netværk udover sin mand og datter. Der er ikke mulighed for noget videre traumebehandling, da hun ikke er registreret endnu. Hun har ingen rettigheder, familien har ingen mulighed for hjælp.  

Vi kan ikke få ro på situationen, for omstændighederne tvinger dem væk fra havnen. Væk fra tragedien inden de helt har forstået, hvad der skete. Inden de har så meget ro på, at de kan huske, hvad der sker. 

Vi har ikke andre muligheder end at sætte dem på bussen sammen med de 41 andre overlevende, på vej mod den syriske Camp i Mytilini. Om nogle dage kan familien med stor sandsynlighed ikke engang huske, hvad der foregik der på havnen. Kun tabet af tre børn ud af fire børn vil stadig manifestere sig foran dem.   Kort tid efter kommer den næste sending flygtninge ind med kystvagten.    Det er et roligt hold. De blev reddet inden båden sank. Men stemningen sidder i voluntørerne og kystvagten. Den fortsætter hele aftenen.    Jeg laver  debriefing med nogle af de mennesker, der har været tilstede. Jeg giver råd og vejledning. Uddeler information, så vi kan lave opfølgning på Skype.     Denne dag konstaterede vi syv døde, heraf tre børn og en baby.  Otte andre forsvandt i forliset.    Der bliver ved med at komme både ind.