Byrådet rejser til Bruxelles

Politik

31/05/2016 10:31

Nick Allentoft

Hele byrådet i Ringkøbing-Skjern tager tre dage til Bruxelles. Start 03.30 onsdag morgen og retur ved midnat fredag aften.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der venter 27 medlemmer af byrådet et tæt pakket program tre dage i Bruxelles fra onsdag den 1. til fredag den 3. juni. Rejsen ligger i forlængelse af, at kommunen netop har indgået en samarbejdsaftale med Region Midtjyllands EU kontor.   Turens omfattende program markerer en gearing af kommunens europæiske fokus i forhold til at skabe vækst og udvikling. Turen kommer til at handle om, hvordan man kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til kommunen, erhvervsudvikling af bl.a. kystturisme og EU-kommissionens arbejde med at styrke udrulning af bredbånd.

- Vi har sammen med Region Midtjyllands EU-kontor fået sammensat tre spændende og særdeles relevante dage, hvor vi får ny viden om emner, der ligger meget højt på vores kommunale dagsorden, siger borgmester Iver Enevoldsen.

- Vi har store forventninger til vores nye samarbejdsaftale med regionskontoret. I den forbindelse er det væsentligt, at vi byrådspolitikere får indblik i, hvilke kompetencer vi har mulighed for at trække på og sætte i spil i en europæisk kontekst. Samtidig får vi i Bruxelles et opdateret billede af, hvilke dagsordener der er på europæisk og internationalt niveau for de områder, som Ringkøbing-Skjern Kommune især har interesse i, siger han.   Medlem af EU-parlamentet Morten Løkkegaard (V), og repræsentanter fra regionskontoret vil holde oplæg for byrådet om tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, erhvervsudvikling og opkvalificering af arbejdskraft, mens embedsmænd fra to af Europakommissionens generaldirektorater vil berette om kystturisme og udrulning af bredbånd i et EU-perspektiv. En kontorchef fra Landbrug og Fødevarers kontor i Bruxelles vil orientere om varetagelse af landbrugets interesser i EU.   Byrådspolitikerne skal også møde EU-kommissær Margrethe Vestager, Danmarks ambassadør til Belgien Louise Bang Jespersen og Kommunernes Landsforenings repræsentation i Bruxelles med flere i løbet af de tre dage.   - Jeg er rigtigt godt tilfreds med, at der er så stor opbakning til turen fra byrådsmedlemmerne. Den er lagt til rette, så vi får en fælles forståelse for og viden om kommunens muligheder for at tænke og arbejde kvalificeret med vores hjemlige dagsordener i europæisk og internationalt sammenhæng, siger Iver Enevoldsen.   Turen begynder onsdag den 1. juni kl. 03.30, når en bus ruller afsted med byrådspolitikere fra Ringkøbing mod Billund Lufthavn, og den slutter fredag den 3. juni kl. 00.00.  

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.