Kræftens Bekæmpelse foreslår et nationalt kræftcenter - regioner siger nej

26/09/2015 22:17

Nick Allentoft

Hvis Danmark skal forbedre behandlingen af kræftpatienter, skal alle kompetencer samles, mener Der er allerede gang i en række initiativer, der forbedrer kræftbehandlingen i Danmark, siger Danske Regioner.

Hvis den danske kræftbehandling skal op på niveau med de andre lande, vi typisk sammenligner os med, skal der etableres et landsdækkende center for kræftbehandling, hvor de bedste ressourcer er samlet.

Sådan lyder det fra Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, efter en helt ny europæisk undersøgelse viser, at Danmark halter bagud med behandlingen af kræftpatienter.

- Et af problemerne i Danmark er, at vi har spredt undersøgelsen og behandlingen af kræft ud på mange forskellige hospitaler. 

- Og hver gang en patient bevæger sig fra et hospital til et andet, taber man tid og information. Dermed er risikoen for fejl og uklarhed meget forøget, siger han.

Han refererer til en ny, stor kræftundersøgelse blandt 7,5 millioner kræftpatienter i 29 europæiske lande, som ifølge TV2 bliver offentliggjort lørdag på en kongres i Østrig.

Undersøgelsen, der bygger på tal fra 2007 og tidligere, viser ifølge TV2 blandt andet, at mens overlevelsesprocenten for Nordeuropa ligger på 59,6 procent, er tallet for Danmark blot 50,9 procent. 

Og derfor skal vi samle kræfterne bedre, lyder det.

- Regionerne skal sørge for, at man får samlet behandlingen og udredningen på færre steder. Nogle af de mest forfærdelige historier er dem om patienter, der har været på fire eller fem hospitaler, før de kommer til et hospital, der kan stille diagnosen. 

Så er der jo gået vanvittigt lang tid, og sandsynligheden for en god behandling er reduceret, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han forklarer, at Kræftens Bekæmpelse arbejder sammen med en række førende forskere og behandlere på kræftområdet om et oplæg, der skal pege mod etableringen af et samlet kræftcenter i Danmark.

- Vi skal ikke bygge ét kæmpe center. Men vi skal forene kræfterne i stedet for at konkurrere mod hinanden, siger han og fortsætter:

- Der er alt for mange barrierer i systemet i dag, for hvert hospital, region og universitet har af gode grunde behov for at profilere sig. Men med den profilering mister vi fremdrift i behandling og forskning i Danmark.

Danske Regioner: Dansk kræftplacering er misvisende Når Danmark i en ny europæisk undersøgelse er dårligere placeret end en lang række andre europæiske lande, hvad angår kræftbehandling, er det ikke nødvendigvis et retvisende billede på den danske sundhedssektor anno 2015.   Det mener Bent Hansen, formand for Danske Regioner, der henviser til, at den store europæiske undersøgelse bygger på tal fra 2007 og tidligere.   - Der er sket rigtig meget på otte år. Det havde været spændende, hvis man havde baseret sig på rimelig nye tal. Vi var bagude i starten af nullerne, men vi har fået hentet rigtig meget ind, siger han.   Derfor er Bent Hansen også lodret uenig med Kræftens Bekæmpelse.   - Der er jo faglige samarbejder inden for de forskellige grupper på kræftområdet allerede. Jeg tror, det er mere interessant, at man hele tiden måler på den faglige kvalitet. Jeg har sjældent set, at det har givet en mere effektiv drift at centralisere, siger han.   Han mener derimod, at konkurrence kan være med til at højne kvaliteten af behandlingen.   - Man skal tænke sig om, før man siger, man ikke skal konkurrere om at være de bedste. Det er, når de bedste udfordrer hinanden til at blive endnu bedre, at man tager nogle faglige spring fremad, siger regionernes formand.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce