Ansvarsudvalget har undersøgt ledelsesansvaret i den finansielle sektor, og afleverer nu deres betænkning til erhvervsministeren.
Udvalget konkluderer blandt andet, at det er utilfredsstillende, at der kun har været prøvet et beskedent antal straffesager mod ledelsesmedlemmer ved domstolene efter finanskrisen på grund af et uklart retsgrundlag om ledelsesansvar. Betænkningen indeholder derfor også forslag til, hvordan man kan skabe større klarhed over det strafferetlige ansvar ved grove ledelsessvigt.
Derudover har Ansvarsudvalget undersøgt, hvordan man i højere grad kan sikre, at uforsvarlige handlinger i ledelsen kan medføre et erstatningsansvar. Udvalget foreslår blandt andet at indføre en omvendt bevisbyrde i erstatningssager om tab på bankens aftaler med ledelsesmedlemmer (f.eks. et lån til direktøren). Det betyder, at det bliver bestyrelsesmedlemmerne, der skal bevise, at det var forsvarligt at indgå aftalen – bevilge lånet – i den konkrete situation.
Fungerende erhvervsminister, Dan Jørgensen:
”Uforsvarlig ledelse skal have konsekvenser – også i toppen af de finansielle virksomheder. Desværre tror jeg, at mange har en fornemmelse af, at der ikke er sammenhæng mellem handlinger og konsekvenser i den finansielle sektor. Sådan skal det ikke være i Danmark.
"Risikoen for et strafferetligt og erstatningsretligt ansvar skal både opleves som og være reel på direktionsgangen og i bestyrelseslokalet. Det er vores opgave at sikre, at reglerne kan bruges til at placere et juridisk ansvar, så domstolene om nødvendigt kan idømme disse personer en straf for ledelsessvigt. Det er afgørende for samfundets tillid til sektoren."
"Jeg vil gerne kvittere for Ansvarsudvalgets arbejde. Regeringen glæder sig til at dykke ned i rapporten og dens anbefalinger med henblik på udmøntning gennem lovgivning.”
Ansvarsudvalget har haft til formål at undersøge, hvordan man kan styrke det strafferetlige grundlag, så der i højere grad kan føres straffesager og fældes dom i sager om ledelsessvigt i den finansielle sektor. Derudover har udvalget også skulle undersøge den erstatningsretlige ansvarsnorm og muligheden for, at der ikke udbetales fratrædelsesgodtgørelse i særlige situationer.