Varige merudgifter, kompetencetab og øgede transportudgifter, vurderer ministerierne selv.
Lige nu læser andre
Det er ikke kun selve flytteregningen, der ventes at blive højere, end regeringen har budgetteret med i sin store plan for udflytning af 3900 statsjob.
Når NaturErhvervstyrelsen til næste år rykker 390 medarbejdere til Sønderborg, bliver det en dyrere styrelse at drive. Det vurderer Miljø- og Fødevareministeriet i en mail til Finansministeriet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Udflytning af statslige arbejdspladser
Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.
Læs meget mere her
Det præcise tal for, hvor meget de “varige merudgifter” vil løbe op i, er dog streget over med sort, fordi det er undtaget aktindsigten. Men der er brug for et højere årsbudget, varsler ministeriet.
Læs også
– Ministeriet vil derfor gerne drøfte den fremadrettede finansiering af styrelsens drift med Finansministeriet, herunder fordeling af den afsatte reserve på 400 millioner kroner i 2016.
De 400 millioner kroner er det beløb, regeringen har afsat i år til hele flyttemanøvren. Men regningen bliver nærmere op mod en milliard kroner, lyder vurderingen ifølge Politiken i et internt notat fra Finansministeriet. Aktindsigten hos Finansministeriet viser også, at flere styrelser åbner op for at give medarbejdere lønbonus for at flytte med deres job til provinsen. FAKTA: Ministeriernes bekymringer over udflytningen Regeringen vil flytte 3900 statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Arbejdspladserne fordeles på 38 byer i 25 kommuner. Udflytningen rulles gradvist ud fra februar frem til andet halvår af 2017. De berørte ministerier har indsendt deres vurderinger af omkostninger og konsekvenser til Finansministeriet, der skal danne et fuldt overblik over økonomien og udfordringerne. Ritzau har fået delvis aktindsigt i korrespondancen, der blandt andet viser: * Social- og Indenrigsministeriets udflytninger alene vil koste 40,5 millioner kroner. Det er ti procent af hele budgettet for udflytningen, som lyder på 400 millioner kroner i 2016. * Øgede transportomkostninger til de mange ture fra provinsen til København kan betyde nedskæring på bemandingen. Børnerådet og Rådet for Socialt Udsatte forventer tilsammen knap en million kroner i meromkostninger til transport årligt. * Flere styrelser vurderer, at det vil være umuligt at holde det faglige niveau. Styrelsen for Patientsikkerheds klagecenter forventer således, at “et meget begrænset antal” af de ansatte vil flytte med til Aarhus. Derfor er det vurderingen, at “det ikke vil være muligt at opretholde et stabilt driftsleje ved opstarten”. * Civilstyrelsen under Justitsministeriet vurderer, at flytningen vil have “indflydelse på styrelsens samlede kompetenceniveau og vil dermed kunne få betydning for styrelsens varetagelse af opgaverne”. Der vil være et “forventeligt kompetencetab” og produktionstab. * Samtlige berørte ministerier regner med, at flertallet af de ansatte vælger at takke nej til at flytte med deres job. Flere styrelser åbner i den forbindelse op for at give medarbejderne lønbonus for at flytte med til provinsen. * Både Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen forventer “varige merudgifter” ved udflytningen – blandt andet på grund af husleje, tab af stordriftsfordele og behov for at lave to af bestemte stillinger, så der er en medarbejder i både København og Jylland. Kilde: Aktindsigt hos Finansministeriet. /ritzau/