Foto: Shutterstock

Madpakkesagen: Medarbejdere overfortolker coronaregler

I sidste uge kunne DenOffentlige.dk bringe historien om Nadia Maria Løfgren-Grandings datter, der i hendes institution var blevet nægtet et måltid, med begrundelsen coronarestriktioner.

Historien har skabt debat. Forældrene havde fået udleveret en manual hvor det fremgik, at børn, der var selvhjulpne, selv skulle kunne åbne deres madpakker, men de børn, som ikke havde alder eller motorik til selv at kunne klare åbningen af madpakken, ville selvfølgelig få hjælp.
 
Nadia Maria Løfgren-Granding skrev i et opslag på Facebook, at hendes datter på halvandet år ikke har finmotorik til selv at åbne sin madpakke. 
 
Fejltolkede retningslinjer
Flere kommenterer nu på selve den udleverede corona-madpakke-manual, da det af sidste linje af manualen fremgår, at “børn der ikke er selvhjulpne, vil selvfølgelig få hjælp af personalet”. Derfor mener flere, at det er personalet der har fejltolket retningslinjerne, da den halvandetårige pige ikke fik et måltid. BUPL (Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund) sagde blandt andet til DenOffentlige.dk i sidste uge følgende: “Et tilfælde, hvor et barn ikke får mad, må ikke ske, og derfor er det så vigtigt, at man minimerer brugen af løse vikarer, der ikke har den fagprofessionelle dømmekraft, der kræves af fastansatte.” Også flere politikere har forholdt minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagen, og nu reagerer Frederikssund Kommune, hvor institutionen ligger i, på hele situationen. 
 
Misfortolket forsøg på at overholde corona retningslinjer
Til DenOffentlige.dk skriver kommunens presseafdeling: “Der er beklageligvis sket en misforståelse i en institution i Frederikssund Kommune, således at et barn ikke fik sin eftermiddagsmad en enkelt dag. Dette skete i et misfortolket forsøg på at overholde corona retningslinjerne og en forståelse af, at man ikke må hjælpe børnene med deres madpakker. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og alle kommunens institutioner har nu fået præciseret retningslinjerne i forbindelse med spisesituationer, således at der ikke opstår flere misforståelser. Der er ingen børn, der har gået en hel dag uden mad i institutionen. Hvis et barn ikke selv kan pakke sin mad ud, hjælper medarbejderne selvfølgelig. 
 
Barnets tarv kommer altid først
Endvidere skriver kommunens presseafdeling til DenOffentlige.dk: “Vi lever i en tid med mange corona forholdsregler og alle gør deres bedste for at overholde dem, men disse skal naturligvis aldrig gå ud over børnene. Barnets tarv kommer altid først.”
 
Institutionen har givet en undskyldning til moren til barnet, der ikke fik sin eftermiddagsmad, ligesom de har beklaget situationen over for resten af institutionens forældre. ”Det er dybt beklageligt med en sådan misforståelse og skal selvfølgelig ikke ske.”
 
Dum menneskelig fejl
Nadia Maria Løfgren-Granding fortæller til BT: “Det har været en dum menneskelig fejl, men det vidner om, at hele coronasituationen har taget overhånd. Der er så mange regler, retningslinjer, råd og forbud. Mange af dem er modstridende, og det er efterhånden fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i.” 
 
Endvidere fortæller hun til BT: “Men jeg kan godt forstå, at ansatte i daginstitutioner kan blive forvirrede, og at der dermed kan opstå fejl som den, der skete med min datter, fordi der ikke er nogen ensretning, og der hele tiden kommer nye regler og retningslinjer.”
 
 

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også