Erhvervsministeren underskriver erklæring om teknologi for sikker kommunikation

Infrastruktur

02/03/2020 04:19

Kristian V. Jensen

Erhvervsministeren har sammen med kommissær for det indre marked, forsvar og rumfart, Thierry Breton, underskrevet EuroQCI-erklæringen. Erklæringen handler om ambitionen om at udvikle en europæisk kvantekommunikationsinfrastruktur (QCI) til ekstremt sikker kommunikation i EU.

Den 27. februar har erhvervsministeren sammen med kommissær for det indre marked, forsvar og rumfart, Thierry Breton, underskrevet EuroQCI-erklæringen, som sætter ambitionen om at udvikle en europæisk kvantekommunikationsinfrastruktur (QCI) til ekstremt sikker kommunikation i EU.

”Det er vigtigt, at vi i Danmark er med helt fremme, når det gælder udvikling og brug af ny teknologi. Det har stor betydning for danske virksomheders muligheder for at være godt rustede til den internationale konkurrence. Teknologi og innovation er også vigtigt, når det gælder vores infrastruktur, sikkerhed og arbejdsmarked i fremtiden. Derfor er jeg glad for vi har underskrevet denne erklæring, som har fokus på, at vi i Europa udnytter de nyeste teknologiske muligheder inden for kommunikation,” udtaler Erhvervsminister Simon Kollerup.

QCI-teknologien består kort sagt af et netværk af satellitter og fibernetværk, som udnytter kvantemekanik til at give brugere fuldstændigt tilfældige koder til at kommunikere med, hvilket vil forøge sikkerheden betragteligt.

“Underskrivelserne, der har fundet sted denne uge, demonstrerer den vigtighed, som medlemsstaterne tillægger at udvikle en kvantekommunikationsinfrastruktur i Europa. Projektet er afgørende for EU’s teknologiske suverænitet; den vil forberede den næste generation af sikker kommunikation med kvantumsikret kryptering, der bygger på kvantemekanisk sammenfiltring. Et europæisk samarbejde vil være essentielt for at EU bliver i stand til at vise vejen som en global spiller inden for kvanteteknologier,” udtaler Thierry Breton.

Danmark slutter sig med sin underskrift til 23 andre medlemsstater, som arbejder for en europæisk kvantekommunikationsinfrastruktur.

Foto: Erhvervsministeriet

Mest Læste

Annonce