I dag er en stor dag for dansk natur. Et visionært og bredt politisk samarbejde mellem regeringen og to private fonde betyder, at miljøministeren i dag kan sende et lovforslag i høring, så den historiske aftale om Den Danske Naturfond føres ud i livet.
Regeringen, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond er gennem et unikt offentligt-privat samarbejde enige om rammerne for Naturfonden. Fonden skal arbejde for mere natur i Danmark, så alle danskere kan få flere naturoplevelser.
Naturfonden etableres som en privat erhvervsdrivende fond med en startkapital på 875 mio. kroner doneret af fondene og staten. Det er planen, at fonden skal rejse yderligere kapital fra virksomheder og private, så Den Danske Naturfond i løbet af kort tid kommer til at rumme over en milliard kroner.
- Jeg har et stort ønske om, at Naturfonden bliver en folkekær fond, som mange vil have lyst til at støtte op om. Jeg håber, at både erhvervslivet, andre fonde og danskerne vil bidrage med små som store beløb. Den Danske Naturfond er en nyskabelse og en vigtig milepæl i kampen for Danmarks natur. Vi skal have mere og bedre natur i Danmark. Vores land er et af de mest intensivt dyrkede i verden, mange dyr og planter er truede, og det er kun gået tilbage for naturen. Med fonden får naturen en stor håndsrækning, så vi kan vende udviklingen for vores natur til gavn for alle danskere, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Naturfonden bliver selvejende og politisk uafhængig, men stadig underlagt nogle forvaltningsmæssige principper, så der er gennemsigtighed omkring fondens aktiviteter. Fonden vil være omfattet af dele af offentlighedsloven og forvaltningsloven samt Rigsrevisionen. Desuden vil løn- og ansættelsesvilkår følge, hvad der normalt gælder i staten.
Udlandet er inspiration
Direktør for VILLUM FONDEN Lars Hansen siger:
- Hos VILLUM FONDEN er vi rigtig stolte af at være med til at stifte Den Danske Naturfond og dermed bidrage til at sikre, at naturen får et ekstra skub. En selvejende, uafhængig fond skabt i rummet mellem private og offentlige aktører, er et godt fundament for at sikre flere midler til naturen og et flot startskud til en langsigtet indsats og et bredt folkeligt engagement. Fonden er inspireret af Holland og England, hvor man længe har haft tilsvarende nationale naturfonde, der spiller en vigtig rolle for naturbeskyttelsen.
Lovgrundlaget ventes at være på plads i år, så der kan blive udpeget en bestyrelse inden den 1. januar 2015. Staten vil finansiere det kommende sekretariat med ekstra 49 mio. kroner over de næste fire år.
-For Aage V. Jensen Naturfond er det en glædens dag. Vi har gennem årene haft et stort ønske om etablering af en uafhængig naturfond, som alle kan støtte op om og tage medejerskab til. Vi ser frem til de forbedringer af den danske natur, som fonden utvivlsomt vil opnå. Vi håber på bred opbakning fra de forskellige politiske partier, befolkningen, virksomheder og private fonde. Og så glæder vi os også over, at der med Naturfonden er etableret et rådgivende udvalg, hvor de grønne organisationer, landbrug og skovvæsenets organisationer, samt universiteterne kan bidrage til arbejdet, siger Leif Skov, formand for Aage V. Jensen Naturfond.
Fonden skal etablere et rådgivende udvalg, hvis medlemmer udpeges af interesseorganisationerne og universiteter. Bestyrelsen fastsætter, hvilke organisationer, der skal repræsenteres i udvalget.
Fakta om Den Danske Naturfond:
Den Danske Naturfond opbygger igennem en periode på fire år (2015-2018) en startkapital på 875 mio. kroner. Regeringen har aftalt med Venstre og Det Konservative Folkeparti, at staten kommer med 500 mio. kroner, VILLUM FONDEN bidrager med 250 mio. kroner og Aage V. Jensen Naturfond med 125 mio. kroner.