Duften af chorizopølser og majspandekager breder sig fra køkkenet og kildrer i næseborene. Mens brunchen rigges til, er der gang i post-its, tusch og plancher i lokalet ved siden af. Ord som ’nærvær’, ’alenetid’, ’praktiske ting’ og ’planlægning’ ryger op på hver sin plakat med ressourcer og udfordringer ved at være eneforsørger.
Fire lørdage med madborgerskab
Der var livlig aktivitet, da knap 40 aleneforældre og børn mødtes til den første af fire lørdage under overskriften ’Madborgerskab i Vallensbæk’. Mens de allermindste børn blev passet, lavede de større børn enten mad med deres forældre eller var i seniorklub. Temaet for maden var Mexico, hvilket både fællesbrunch og aftensmaden, som deltagerne lavede og kunne tage med hjem, bar præg af. Køkkenet blev styret af teamet fra Fars Køkkenskole.
De voksne var på skift henholdsvis i køkkenet eller i workshop, afbrudt af fællesspisningen.
- Maden og fællesspisningen var samlingspunktet. Samtidig var forældrene inviteret til at udvikle gode ideer til nye tiltag med fokus på ’aktivt medborgerskab’ i Vallensbæk, fortæller chefkonsulent Sussi Maack fra SUS og uddyber: – Ikke fordi vi forestiller os, at aleneforældre er en særlig sårbar gruppe – men fordi vi som samfund generelt er interesseret i, at borgere er med til at skabe og udvikle initiativer.
20.000 kr. til aktivt medborgerskab
Den sidste lørdag i november skal forældrene i fællesskab se, om de har fælles interesse i at realisere en idé. Der er afsat 20.000 kr. til at føre den ud i livet.
Konceptet ‘Madborgerskab i Vallensbæk’ er udviklet i tæt samarbejde mellem Vallensbæk Kommune og SUS. Under afviklingen står SUS for workshoppen, Vallensbæk Kommune står for de øvrige elementer og har den overordnede projektledelse.
SUS arbejder med madborgerskab og forskellige former for borgerbudgetter i flere sammenhænge.
Kontakt
Loui Stampe, frivillighedskonsulent, Vallensbæk Kommune
tlf. 4797 4119, [email protected]
Sussi Maack, chefkonsulent, SUS
tlf. 2680 1268, [email protected]