"Mit overblik" bør koordineres med SAPA

Velfærd

22/01/2019 07:00

Per Roholt

Ellers risikerer vi at opnå den modsatte effekt, mener Mikkel Winther, EG.

Regeringen vil med et nyt tiltag – "Mit overblik" – give danskerne bedre overblik over egne sager. Men initiativet risikerer at clashe med andre tiltag som SAPA, hvis ikke vi sikrer, at myndigheder og it-leverandører koordinerer arbejdet.

Midt i en digitaliseringstid gør det ondt at indrømme, at det næsten er umuligt for den enkelte dansker at overskue, hvilke oplysninger det offentlige ligger inde med om den enkelte borger.

Derfor er det modigt, når regeringen i sit nye reformudspil, Digital service i verdensklasse, gør bedre overblik og gennemsigtighed vedrørende offentlige data til et indsatsområde.

– Det skal være langt nemmere for borgerne at få adgang til de mest relevante oplysninger og sager, hedder det i regeringens udspil.

Forslaget bør dog koordineres med andre eksisterende initiativer som SAPA, hvis det ikke skal ende som spild af tid og penge, mener manager for Product Management i EG, Mikkel Winther.

SAPA-løsningen er kommunernes nye overblik over data om borgere og virksomheder og deres sager hos kommunen. SAPA er en forkortelse af Sags- og Partsoverblik.
 

Adgang til egne oplysninger og sager

Regeringen satser i sit reformudspil især på tre indsatsområder:

  • Borgerne skal have adgang til oplysninger om sig selv og igangværende sager.
  • Borgerne skal på sigt kunne få indsigt i, hvilke myndigheder der kigger i oplysninger om ham eller hende.
  • Borger.dk skal være en tidssvarende indgang til den offentlige sektor.

– "Mit overblik" skal give borgerne én samlet digital adgang til den offentlige sektor, hvor den enkelte borger i højere grad kan få overblik over vedkommendes sager, digital post, frister og ydelser fra det offentlige samt indsigt i de mest relevante oplysninger, som offentlige myndigheder har registreret om ham eller hende, står der i oplægget, der har innovationsminister Sophie Løhde som afsender.

Læs artikel: Regeringen booster digitaliseringen

 

Ros til initiativet

De konkrete initiativer fra regeringen bliver modtaget positivt af manager for Product Management i EG, Mikkel Winther:

– Med regeringens oplæg, hvor borgere fremover skal have adgang til egne sager, åbner vi for alvor op for den offentlige sektor. Det er et positivt træk, som vi kun kan bifalde.

Ifølge Mikkel Winther er de første kommuner dog godt i gang. De har nemlig taget den såkaldte SAPA-løsning i anvendelse, hvor man allerede har et tværgående overblik over alle borgerens sager.

– Selvom SAPA-løsningen i første omgang kun er tiltænkt sagsbehandlerne ude i kommunerne, ligger det jo lige til højrebenet, at SAPA i en senere version ville kunne sende data videre til den kommende nationale "Mit overblik"-løsning.

Som it-leverandør til kommunerne håber vi i hvert fald, at man vil arbejde på at bygge oven på de kommunale rammearkitekturkomponenter, så SAPA, sagsindeks, dokumentindeks og ydelsesindeks bliver en slags automatisk gateway til den fælles nationale løsning.

Det vil trods alt være både billigere og hurtigere at nå i mål, fremfor at kommuner og it-leverandører skal aflevere til både en kommunal (SAPA) og en national sagsløsning (Mit overblik), siger Mikkel Winther, EG.

Læs artikel: Fælles Faglige Begreber: Meningsfuld og brugbar dokumentation

 

Hvad er en sag?

Desuden ligger der en stor opgave forude med at få defineret selve "sagsbegrebet" – særligt fordi vi i Danmark har et sundt konkurrencemarked, hvor selvbetjening og fagsystemer ikke nødvendigvis leveres af den samme leverandør, mener Mikkel Winther:

– For hvornår har man egentlig en sag? Er det i øjeblikket, hvor borgeren fx opstarter en ansøgning om hjælpemidler, er det, når de indsender den – eller er det først i det øjeblik, at sagen lander i et fagsystem, og selve sagsbehandlingen starter?

Og hvad hvis kommunen endda også gemmer en kopi af sagen i sit ESDH-system? Nu ligger der potentielt set 3 sager i op til 3 forskellige systemer. Har vi så lige pludselig en situation, hvor op til 3 forskellige systemer afleverer redundant information om den samme sag til den nationale "Mit overblik"-løsning?

Med SAPA kan vi allerede nu se, at redundansproblematik er reel. Og problemet bliver jo ikke mindre, når vi i fremtiden ønsker at give borgeren direkte adgang til egne sager.

Lidt humoristisk kan man jo sige, at vi jo er lige vidt med "Mit overblik", hvis én sag pludselig er blevet til 3  – og borgeren har mistet overblikket.

Læs artikel: Fælles borgerplan: Ideen er god, men der er et men
 

Husk, at branchen er en vigtig spiller

Samtidig minder Mikkel Winther om, at det er vigtigt, at de private teknologileverandører bliver tænkt ind i reformarbejdet:

– Vi har allerede i dag løsninger, hvor borgeren kan følge med i egne sager, så det er på ingen måder en fremmed tanke for os.

Fx giver vi i vores løsning EG On Klagenævn mulighed for, at både udlejere og lejere løbende kan følge med i deres klagesag og hele tiden se, hvem der har initiativet i sagen. Parterne kan også løbende svare på hinandens indlæg i høringsprocessen, siger Mikkel Winther og tilføjer:

– At man nu centraliserer brugeroplevelsen på en national løsning via "Mit overblik", er logisk. Men man skal dog stadig være opmærksom på, at nogle sager kræver, at borgeren skal handle undervejs. Her er det jo ønskeligt, at man fra en national "Mit overblik"-løsning kan linke dybt til den pågældende selvbetjeningsløsning eller sag i fagsystemet, hvor handlingen typisk skal foregå.

Vi vil derfor opfordre til, at brugerrejsens sammenhæng – og særligt den vigtige relation mellem information og transaktion – bliver et opmærksomhedspunkt i udviklingen af "Mit overblik", siger manager Mikkel Winther, EG.

Læs artikel: Godt servicedesign: Rejs sammen med brugeren

 

Digitaliseringspagt og bølge baner vej

Ambitionen om at give danskerne adgang til egne data er en ambitiøs vision, som kræver, at stat, kommuner og regioner arbejder tæt sammen, hedder det i regeringens oplæg.

Regeringen vil derfor i 2018 som led i en samlet digitaliseringspagt for den offentlige sektor aftale en konkret plan for øget gennemsigtighed med KL og Danske Regioner.

Digitaliseringspagten skal lægge rammerne for de kommende års målrettede indsats for at give borgerne større indsigt i egne oplysninger og et bedre overblik i den digitale service. Planen tager form som en bølgeplan, hvor flere bølger af områder løbende inkluderes i "Mit overblik" over de næste år.

Den første bølge i 2020 skal blandt andet gøre det muligt at få overblik over sygedagpenge, kontanthjælp og boligstøtte.

De konkrete områder for de næste bølger skal herefter fastlægges løbende i samarbejdet med kommuner og regioner. Frem mod 2024 skal det på "Mit overblik" være muligt for borgerne at få overblik over alle de mest relevante oplysninger på tværs af myndigheder, står der i reformudspillet Digital service i verdensklasse.

Læs mere: Reformudspillet Digital service i verdensklasse

Download faktaark: Design selv selvbetjeningsforløb fra bunden

Læs mere: Se vores tema om servicedesign

Mest Læste

Annonce