Movia om håndsprit i busser: En alt for stor udfordring

Sundhed

11/08/2020 11:33

Pelle Lindegaard Bügel

I DenOffentlige.dk's føljeton om håndsprit, eller mangel på samme, i transportmidlerne i den kollektive transport, der er turen nu nået til trafikselskabet Movia, der står for busdriften på hele Sjælland. På linje med Sydtrafik og DSB påpeger Movia, at det ville være for svær en opgave, hvis der skulle være håndsprit til passagererne i selskabets 1.300 busser på de københavnske og sjællandske veje.

"Movia har godt 1.300 busser fordelt på hele Sjælland, som på hverdage transporterer 600.000 kunder. Så det ville være en uforholdsmæssigt stor praktisk udfordring, hvis vi skulle sikre, at alle dispenserne var fyldt op med håndsprit i vores busser og lokaltoge på hele Sjælland døgnet rundt"

Således lyder Movias begrundelse for ikke at have håndsprit i deres 400 buslinjer, der kører på hele Sjælland fra Gilleleje i den nordlige del af Region Hovedstaden til Rødbyhavn på Lolland- og Region Sjællands sydlige kyst.

Det er selskabets kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann, der har besvaret DenOffentlige.dk's spørgsmål, som hun kun ønskede at besvare skriftligt.

På trods af, at selskabet ligesom andre trafikselskaber herhjemme, som eksempelvis DSB og Sydtrafik, har valgt ikke at køre med håndspritdispensere i transportmidlerne, fortæller Camilla Struckmann, at Movia løbende har været tilstede ved stoppesteder og uddelt håndsprit til deres passagerer.

Et tiltag, som Region Midtjyllands pendant til Movia, Midttrafik, gør brug af i øjeblikket, fortalte Midttrafik i går til aarhus24.dk

Giver anbefalinger videre

DenOffentlige.dk spurgte også Movia, om hvorfor de ikke kræver af deres passagerer, at de skal bære mundbind for at køre med i selskabets busser og lokaltoge.

"Vores opgave er at informere kunderne om myndighedernes anbefalinger, og den opgave tager vi alvorligt. Vi oplever, at kunderne i vores busser og lokaltoge rejser med omtanke. Det giver god mening, for de er jo også optaget af at passe godt på sig selv"

Har I overvejet at intensivere opfordringerne om at medbringe håndsprit til passagererne?

"Vi har løbende informeret om myndighedernes anbefalinger, ligesom vi har opfordret kunderne til at rejse med omtanke for at minimere risiko for smitte. Det er vores indtryk, at kunderne generelt er optaget af at vise hensyn og følge anbefalingerne," skriver Camilla Struckmann i en mail til DenOffentlige og fortsætter:

"På en lang række store skiftesteder har vi fortsat personale for at informere kunderne om de seneste anbefalinger fra myndighederne og samtidig uddele håndsprit og badges, som man kan tage på, hvor man på en pæn måde beder andre om at holde afstand"

"Men det er op til den enkelte kunde at følge retningslinjerne fra myndighederne, der nu også anbefaler mundbind i kollektiv transport, hvis man oplever trængsel, hvilket vi også informerer bredt om," lyder den afsluttende bemærkning fra Movia kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann.

Mest Læste

Annonce