Når coronakrisen er forbi, må vi love hinanden at bedre arbejdsvilkårene i vores sundhedsvæsen

Sundhed

18/03/2020 09:05

Kristian V. Jensen

For en lille måned siden sad jeg til en rund fødselsdag ved et middagsbord med en gruppe skønne kvinder. Det traf sig sådan, at værtinden er sygeplejerske og det var flere af deltagerne naturligvis også. Efterhånden som aftenen skred frem, kom vi til at snakke om deres arbejdsvilkår, skriver forfatter Lone Theils.

Det var sådan set ikke fordi de brokkede sig eller klagede, men deres måde at tale om deres arbejde var nedslående. En af dem sagde, at hun simpelthen var nødt til at slå følelserne fra, når hun gik på arbejde. Ellers ville hun gå grædende hjem hver dag over den pleje og omsorg, hun ikke kunne nå at levere hver eneste dag. 

En anden fortalte, at hun som nyuddannet havde valgt at gå på halv tid fra begyndelsen, fordi hun havde set for mange af sine kolleger gå ned med stress. En tredje, der havde været i faget i mange år, forklarede at hun simpelthen var udbrændt og egentlig bare skulle igennem hverdagene til hun kunne forlade arbejdsmarkedet. Hun var holdt op med at tage kurser, holdt op med at påtage sig ekstraopgaver. Der var bare ikke mere at give af. 

Jeg gik derfra med sorg over, at vi behandler en så vigtig erhvervsgruppe - og her inkluderer jeg også læger og alle de andre mennesker, der får vores sygehuse til at fungere - så ringe. Ingen af de her mennesker talte om penge eller længere ferier eller frokostpauser, eller om at ville have mere i løn. 

De ville bare gerne have tid til at gøre deres arbejde godt. At kunne yde den omsorg, der havde fået dem til at melde sig til jobbet i første omgang. Og mange af dem var simpelthen knækket på grund af deres daværende arbejdsvilkår. Andre igen, havde søgt over i det private. Men nu hvor vi står overfor en international krise i forbindelse med coronaudbruddet, så er det dem, der igen stiller op. 

Det er dem, der lige nu knokler løs og på hvem, vi vil trække så helt ufatteligt store veksler, inden det her er forbi. Dem, der efterlader deres egne børn og familie derhjemme for at kæmpe forrest i en krig, der bliver grum og langstrakt. 

Kan vi ikke love hinanden, at når det her er forbi, så kigger vi på, hvordan vi kan forbedre arbejdsvilkårene i vores sundhedsvæsen? At vi i fællesskab står sammen og beder vores politikere om at behandle dem der arbejder i sundhedsvæsenet med den store respekt, de fortjener. Uden disse mennesker vil vi ikke klare kampen mod coronavirussen. 

Foto: Pikrepo

Mest Læste

Annonce