Når din kommune elsker dig

Kærlig kommune. Smag på følelsen i udtrykket. Det lyder hjerteligt fri for problemer, men dilemmaerne er mange og med det kærlige væsen balancerer kommunen på en cirkusline, trods gode intentioner.

Velfærdsstaten har været under pres siden sin fødsel.  I sin grundform er velfærdsstaten egalitær; den søger at fjerne enhver forskel, som sætter nogle mindre lige end andre. Individuelle hindringer for at kunne deltage på lige fod og som ligeværdig i det store fællesskab bliver fjernet, såfremt der kan findes et politisk flertal for det. Velfærdsstatens metode er kompensation og udligning. Gennem subsidier og støtteforanstaltninger har en stadigt voksende offentlig sektor taget over, hvor den private omsorg ikke har slået til.

Men der er reelt ingen grænser for, hvilke forskelle der kan kompenseres for (nogle steder køres børn til bussen i taxa og kan vel senere forvente at få hjælp til at komme af med de overflødige kilo, taxaturene har forårsaget). En følgekonsekvens er åbenlys: Den private omsorg kan hurtigt miste incitamentet til at træde til, hvor og når kollektivet står klar.

Den politiske kritik af en grænseløst voksende velfærdsstat så vi derfor først hos Fremskridtspartiet, senere en kort overgang hos Anders Fogh Rasmussen, da han stadig tænkte i minimalstat, og i dag hos Olesen og Olsen i Liberal Alliance. Her er alt privat og individet hjælpeløst overdraget til sit projekt. Den modsatte position er velkendt.

Den tredie vej

Men der er også en tredje vej, som Anthony Giddens kaldte det i sin bog af samme navn fra 1998. Her omstrukturerer velfærdsstaten sig til et velfærdssamfund, hvor staten ikke længere er en myndighed, der træffer afgørelser, men en partnerskabsorganisation, der faciliteter de nære lokale fællesskaber.

Individet i velfærdssamfundet er heller ikke længere borger, men en ansvarlig risikotager, der tager sit samfundsansvar på sig med statens hjælp. Det betyder samtidig, at de ansatte i det offentlige ikke længere er bureaukrater (arbejder på kontorer), men at de er varme hænder ude i borgerens nærhed.

En sådan kommune vil Aarhus Kommune gerne være. En kommune, der gør sig selv undværlig, som direktør i omsorgsmagistraten Hosea Dutschke siger. Med hjælp til selvhjælp skal borgerne ikke længere have skrællet kartofler, men sættes i stand til at skrælle deres egne kartofler. Med frihedsteknologier (robotstøvsugere, elektriske gardiner, etc) på den ene side, og på den anden side en forvaltning med et helt nyt tankesæt skal der fremover være ’mere sjæl og mindre kommune’. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 16. juni skriver Dutschke: Perspektivet er, at vi skal gå hele vejen: Fremover er du ikke længere borger i en kommune. Du er medborger i et fællesskab, som du udvikler sammen med de andre, der bor, lever og arbejder i det samme lokalsamfund. Og hvad nu, hvis vi afskaffer titlen ”medarbejder” og erstatter den med ”medskaber”?

”Perspektivet er, at vi skal gå hele vejen: Fremover er du ikke længere borger i en kommune. Du er medborger i et fællesskab, som du udvikler sammen med de andre, der bor, lever og arbejder i det samme lokalsamfund. Og hvad nu, hvis vi afskaffer titlen ”medarbejder” og erstatter den med ”medskaber”?”

Og i den rapport om den kærlige kommune som Mandag Morgen i 2013 udarbejdede i samarbejde med Aarhus kommune, ser vi forskellen på den typiske og den kærlige kommune udtrykt ved henholdsvis et billede af en lang, hvid og steril gang og et billede, der måske er fra en daginstitution, der er i hvert fald både farver og fisk og det virker meget mere – privat og kærligt.

Foandringer nødvendige. Sådan er det jo!

Der hersker næppe tvivl om, at velfærdsstaten (som jeg vil fastholde at kalde den), må omstrukturere sig og at den, jævnfør min indledning, ikke kan blive ved med at kompensere til den mindre ulighed er udjævnet.

Det giver også rigtig god mening at sætte borgerne (som jeg vil fastholde at kalde dem) mere i stand til at klare sig selv, end det hidtil har været strategien i den offentlige sektor. Vi ved, at incitamentsstrukturer har indvirkning på den måde, vi agerer på, og så skal vi også indrette strukturerne, så de skaber de rette incitamenter. Sådan er det jo.

Når jeg så alligevel reagerer med rødblå knopper over den kærlige kommune, skyldes det både sprogbruget og risikodistributionen. Lad mig tage det sidste først.

Fra uskyldig til skyldig

Første gang den tredje vej ramte Danmark var med arbejdsmarkedsreformerne i halvfemserne. Før da tog det som i dag 12 måneder at optjene dagpengeret, til gengæld var der 7 statsbetalte år foran – og de kunne vedblive foran, hver gang man havde været selvforsørgende i nye 12 måneder. Den bagvedliggende tanke var, at arbejdsløshed var et problem for den enkelte og skyldtes arbejdsmarkedsfejl. I takt med, at lovgivningen på området blev ændret – i dag er dagpengeperioden som bekendt 24 måneder – blev sprogbruget det også. Nu er arbejdsløshed ikke et problem for den enkelte, men for fællesskabet, til gengæld er arbejdsløsheden blevet den enkeltes skyld.

Udfordringen opstår, fordi de klassiske velfærdsstatslige styringsinstrumenter slår fejl og det offentlige derfor slår om i både skærpede retningslinjer for kompensation og et nysprog, der ikke tiltaler borgeren, men medborgeren – vores ven.

Vi bliver kærlige i vores omgang med hinanden, når det går godt, og reagerer med skam, når det slår fejl. Begge veje. Sproget kommer nemlig ikke alene med sine positive sider, det tager så at sige hele meningen med, også den negative. Og som Grundtvig vidste, skaber ordet, hvad det nævner.

Kærlig eller professionel

Derfor hører kærlighed familien eller i hvert fald civilsamfundet til. Og selvom jeg er tilhænger af regnbuefamilier og mangfoldighed, ønsker jeg på ingen måde at indgå i et kærligt forhold med det offentlige. Hverken den ene eller den anden vej. Jeg forventer at blive mødt som et sterilt og fortroligt CPR-nummer i rækken blandt flere. Og så i øvrigt at opleve høflig og professionel opførsel.

For hvad nu, hvis jeg ikke lever op til kommunens forventninger. Hvad nu, hvis jeg ikke kan sættes i stand til selv at bidrage i og til de lokale nære fællesskaber. Hvad nu, hvis jeg ikke kan og vil gengælde kommunens kærlighed. Slår kommunen så op eller er kærligheden blevet så moderlig, at jeg har underkastet mig en selvforskyldt umyndiggørelse og må nøjes med at skamme mig?