Foto: Shutterstock

Nu digitaliseres kørekortet

24/11/2020 10:47

Theis

Fra i dag kan danskere lade deres fysiske kørekort blive hjemme i skuffen, når de kører bil. En ny kørekort-app er klar til download på smartphone, så kørekortet altid er lige ved hånden.

Danskerne behøver ikke længere huske det fysiske kørekort, når de skal køre bil. Fra i dag er det nemlig muligt at downloade en digital udgave af kørekortet, der både fungerer som gyldigt kørekort i Danmark og som ID-bevis i lighed med det velkendte lyserøde kørekort.

Appen ”Kørekort” ligger klar til download til både Android og iOS. Når man har downloadet appen og logget ind med NemID, aktiverer man sit digitale kørekort ved at scanne sit pas og hente den billedfil, som er i alle pas. Det sikrer, at billedet kun ligger på ens egen telefon og ikke lagres andre steder.

Frivilligt tilbud

Den nye kørekort-app er et frivilligt tilbud, og man skal fortsat beholde sit fysiske kørekort – også når man har downloadet appen. Det digitale kørekort er desuden kun gældende inden for Danmarks grænser.

Den nye app ”Kørekort” kan hentes til både Android og iOS i Google Play og App Store fra den 24. november 2020.

Mest Læste

Annonce