Lene Riis er ny ejendomschef i Gladsaxe. Foto: Gladsaxe Kommune

Ny ejendomschef i Gladsaxe Kommune

Ledelse

18/05/2021 10:49

Theis

Den 1. juni tiltræder Lene Riis som ny ejendomschef i Gladsaxe Kommune.

Som ny ejendomschef får Lene Riis ansvaret for Ejendomscenteret med ca. 40 medarbejdere, som varetager opgaver med vedligehold, energiforbedring, renovering og nybyggeri af kommunens ejendomme, i alt ca. 400.000 m2.

Kommunen har et ambitiøst udviklingsprogram, hvor Ejendomscenteret spiller en central rolle i en række større anlægs- og udviklingsprojekter, herunder udmøntning af kommunens dagtilbudsstrategi og af Fremtidens Skole samt opførelse af et nyt sundheds- og beskæftigelseshus og en ny skøjtehal.

"Gladsaxe Kommune er i en rivende udvikling, og der er et engagement og en vilje til at afsøge nye veje, som er utroligt inspirerende. Jeg glæder mig til – sammen med gode kollegaer i Ejendomscenteret og i resten af kommunen – at videreudvikle det store potentiale, der er," siger Lene Riis, og fortsætter:

"Jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde med at sikre, at ejendommene understøtter kommunens levering af kernevelfærd med fokus på bæredygtighed og robuste løsninger. Det gælder for såvel nybyggerierne, som for det ambitiøse program, der ligger for vedligehold og bevarelse af kommunens eksisterende ejendomme."

Lene Riis kommer fra en stilling som teamleder i Ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune, hvor hun har været ansat de seneste otte måneder. Hun overtager posten fra Niels Thygesen, der går på pension.

Lene Riis er 46 år, uddannet cand. mag. i statskundskab og fransk og bor i Hillerød med sin mand og to børn. Før sin ansættelse i Gladsaxe Kommune har Lene Riis været ansat i Gribskov Kommune, hvor hun senest var teamleder for ejendomsområdet, og før det i Grønlands Selvstyre, hvor hun arbejdede med infrastruktur.

Mest Læste

Annonce