Foto: Shutterstock

Ny undersøgelse: Bykommuner i bund og Fanø i top

Kultur

25/02/2021 10:36

Theis

Hvis man kunne værdisætte naturen i din kommune med ét tal, hvad ville det så være? Det har forskere på Aarhus Universitet regnet på og kåret Danmarks mest og mindst biodiverse kommuner.

En ny rødliste og et opdateret nationalt biodiversitetskort er udgangspunktet for Kommunernes Naturkapitalindeks (NKI), som er udarbejdet af Aarhus Universitet (DCE) i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Indekset opgør naturkvaliteten af samtlige 98 kommuner og af Danmarks areal.

Naturkapitalindekset blev også udgivet i 2017, hvor det skabte stor lokal debat. Og for anden gang i træk er Fanø Kommune den bedst-rangerede kommune målt på natur. Det vækker jubel blandt øboerne og borgmester Sofie Valbjørn:

"På Fanø er vi meget privilegerede, for vi bor og lever midt i et stort forunderligt klitlandskab. Uanset hvor man bor på øen, har man den mest fantastiske natur lige uden for døren," siger hun.

Jo færre levesteder til arterne, jo lavere placering får kommunen

Naturkapitalindekset dækker kort sagt over, hvor mange kortlagte og potentielle levesteder for truede arter, som hver kommune indeholder. Jo højere rangering, jo flere steder i kommunen kan dyr og planter leve på.

Hver kommune har to placeringer på listen. Én, der dækker over naturkvaliteten i kommunen generelt, og én, der kun fokuserer på kvaliteten af selve naturområderne. Indekset er lavet af forskerne for at give kommunerne bedre mulighed for sammenligne deres naturværdier med hinanden.

Så selvom indekset er hård læsning for nogle kommuner, er det tænkt som en håndsrækning. Det siger Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Aarhus Universitet, der står bag Naturkapitalindekset.

"Naturkapitalindekset bygger på kortlagte og potentielle levesteder for truede arter, som fortæller os, hvor den gode natur i Danmark findes. Kommunerne har en stor del af ansvaret for Danmarks biodiversitet, og har derfor også brug for værktøjer til at kunne arbejde med at styrke den. Denne gang har vi tilføjet en “Kun Natur” funktion i indekset, så kommuner med meget by og landbrug kan se deres rangering alene på naturarealer”, siger Seniorforsker Rasmus Ejrnæs.

Rødovre, Frederiksberg og Glostrup er fattigst på natur

Mange af Danmarks bykommuner rangerer lavt i Naturkapitalindekset – også lavere end ved indekset i 2017. Det skyldes blandt andet forbedret data om naturen i byerne.

Rødovre Kommune bliver dermed den nye bundskraber i undersøgelsen med blot 7 ud af 100 mulige point, tæt efterfulgt af Frederiksberg og Glostrup.

Også mange kommuner med et stort landbrugsareal opnår en dårlig placering i opgørelsen, da disse arealer optager plads fra naturen.

Kommunen skal agere brandmand for rødlistede arter

Der er heldigvis gode muligheder for at forbedre sin NKI-score for den enkelte kommune. Men det kræver, at man sætter ind, hvor det giver den mest positive effekt for biodiversiteten.

I biologkredse kalder man det for brandmandens lov – altså at man altid skal starte med at bevare og forbedre de arealer, som allerede har en høj naturværdi. I Danmarks Naturfredningsforening står man klar til at hjælpe kommunerne med opgaven, siger præsident Maria Reumert Gjerding:

"Naturkapitalindekset viser, at der er stor forskel på, hvor gode Danmarks kommuner er til at passe på naturen. Mere end halvdelen af landets kommuner har en score lavere end gennemsnittet for Danmarks samlede naturkapital, som i forvejen ikke er prangende. Det viser, at der er et stort potentiale for forbedring. Kommunerne skal i arbejdstøjet nu. For naturen og vores sårbare og truede arter," siger hun.

Se hele Naturkapitalindekset og kommunerangeringen på www.biodiversitet.nu/naturkapital

Top 10 over kommuner med Danmarks bedste natur

  1. Fanø Kommune 87 point
  2. Læsø Kommune 81 point
  3. Tårnby Kommune 75 point
  4. Lyngby-Taarbæk Kommune 64 point
  5. Furesø Kommune 57 point
  6. Rudersdal Kommune 54 point
  7. Halsnæs Kommune 53 point
  8. Gribskov Kommune 48 point
  9. Hillerød Kommune 47 point
  10. Helsingør Kommune 46 point

Mest Læste

Annonce