Øget inklusion kan føre til mere magtanvendelse under diffuse regler

Velfærd

11/12/2013 15:27

Karina Simonsen

Lærere må anvende magt i nødvendigt omfang for at afværge, at elever ødelægger ting eller er til fare for sig selv. Men hvad betyder nødvendigt? Det bør skoler og kommuner diskutere, ikke mindst set i lyset af øget inklusion, mener chefkonsulent

I et døgntilbud skal personalet agere efter nøje fastlagte regler, men i skolen er det i høj grad op til den enkelte lærer at definere, hvor meget og hvor hårdt man må tage fat i en elev. Bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen siger ganske vist, at legemlig afstraffelse og nedværdigende behandling ikke er tilladt, men den siger samtidig, at der kan anvendes magt i nødvendigt omfang for at afværge, at elever øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting.

"Der kommer flere og flere elever med særlige udfordringer i den almene folkeskole, og det kan føre til flere tilfælde af magtanvendelse. Men reglerne for folkeskolen er noget mere diffuse end servicelovens bestemmelser for anbragte børn, så det vil være godt, at man på den enkelte skole diskuterer, hvad nødvendigt omfang betyder", siger chefkonsulent og cand.pæd. Rikke Due fra BDO Public Services, som fører tilsyn og løser rådgivnings- og analyseopgaver på såvel det almenpædagogiske område som det specialiserede socialområde.

Godt, at lærere skærper fokus på deres egen rolle

Det handler ikke kun om at få sat ord på, hvad "nødvendigt omfang" betyder. Rikke Due anbefaler også, at skolerne skaber procedurer for, hvad de gør, når det har været nødvendigt at anvende magt over for en elev, så personalet får rum til at reflektere over sin praksis både før og efter, at en lærer har fundet det nødvendigt at tage fat i en elev for at bringe ham eller hende til ro.

"Det er vores erfaring, at det er godt som personale at have en fælles faglig refleksion om, hvordan man minimerer anvendelsen af magt. Det kan ske ved, at lærerne diskuterer, hvad der er gået forud for en konkret episode: Har vi udsat eleven for et nedværdigende sprog? Har vi været med til at trappe konflikten op? Hvordan bruger vi vores kropssprog? Hvor høje krav stiller vi til eleverne? Ved at arbejde refleksivt forebyggende får man læring ind i sit team, og det er godt at få et skærpet fokus på sin egen rolle, fordi det minimerer anvendelsen af magt", siger Rikke Due.

Forvaltningen kan stille krav til indberetningen

Også skoleforvaltningen bør gå på banen og skabe procedurer, der sikrer, at lærerens indberetning om hændelsen ikke blot lander på skolelederens skrivebord, men at personalet reflekterer over, hvad der er sket.

"Forvaltningen kan udarbejde en politik for, at skolen både skal redegøre grundigt for, hvad der er gået forud for hændelsen, hvordan hændelsen er forløbet, og hvordan skolen følger op på det barn, som har været udsat for magtanvendelsen, men også på de børn der har overværet situationen. Det kan være meget voldsomt at se en kammerat blive holdt nede", siger Rikke Due.

 

Læs hele artiklen på Folkeskolen.dk

(http://www.folkeskolen.dk/537548/oeget-inklusion-kan-foere-til-mere-magt...)

Mest Læste

Annonce