Salget af huse stiger markant – men kun uden for de store byer

Infrastruktur

20/07/2018 07:00

Boligsiden A/S

I syv af landets kommuner er salget af huse steget mere end 20 procent i forhold til første halvår af 2017. Til gengæld falder handelsaktiviteten i København og omegn samt i Aarhus. Det viser handelstal fra Boligsiden.dk for første halvdel af 2018.

Når vi taler om boligsalg, forventer vi nærmest per automatik, at landets største byer har de største vækstrater, og at provinsen halter uhjælpeligt bagefter. Men sådan er det ikke i virkeligheden.

For mens antallet af salg falder i København og omegn og i Aarhus, stiger antallet af handler med mere end 20 procent i syv af landets andre kommuner. Det viser nye handelstal fra Boligsiden.dk for første halvår af 2018.

”Når salget i og omkring de store byer falder, er det, fordi priserne er blevet så høje, at en del købere må vælge andre alternativer. Det kommer kommuner til gavn, hvor priserne er lavere, men det betyder ikke, at den store vækst i Norddjurs, Hjørring og Gribskov alene skyldes faldet i København og Aarhus. Det er bare blevet mere attraktivt at købe hus uden for de store byer,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.dk.

Læs mere om boligmarkedet

Boligsiden deler viden og gode historier på DenOffentlige.  Deres udgivelser bliver samlet med øvrige historier om boligmarkedet på temasiden her.

Samlet set er der solgt tre procent flere villaer og rækkehuse i den første halvdel af i år sammenlignet med samme periode sidste år.

God udvikling for Danmark
Ser vi nærmere på listen over kommuner, hvor stigningen i salget er størst, er den præget af områder med priser i den lavere ende af spektret. De lave priser tiltrækker købere, der vil have meget hus for deres penge og som har en forventning om, at priserne stiger.

”Når der er højkonjunktur, og familiernes økonomier er gode, er der flere, der tør tage en chance og forlade det sikre job i én af de store byer for at finde arbejde eller starte egen virksomhed. Det er blevet mere almindeligt at flytte til yderområderne, og det betyder flere vedligeholdte og nyrenoverede huse, og det smitter af på boligpriserne i de områder. Den udvikling er god for Danmark,” siger Birgit Daetz.

Størst stigning på Fyn
Modsat udviklingen i hovedstaden er Fyn den landsdel, hvor det går allerbedst. Her er salget steget med ni procent i perioden, og husene bliver solgt som varmt brød i kommuner som Nyborg, Faaborg-Midtfyn, Assens, Nordfyns og Kerteminde.

”Renterne er lave, og der er stor optimisme på boligmarkedet. Det giver flere råd til, og mod på, at købe et hus. Nogle flytter internt i kommunerne, og andre flytter folk til andre kommuner - for eksempel de fynske. Det betyder ikke nødvendigvis, at Fyn er begyndt at trække horder af københavnere over Storebælt, men der er en generel tendens til, at der bliver handlet mere i de billige områder af Danmark og færre i de dyre,” siger Birgit Daetz.

Se top 10 over kommuner, hvor hussalget er steget mest.

Mest Læste

Annonce