Top 10: Her er sommerhuspriserne steget mest det seneste år

Infrastruktur

21/12/2018 07:00

Boligsiden A/S

De danske sommerhusejere har i visse dele af landet fået lagt lidt ekstra oveni friværdien det seneste år. Det giver plads i budgettet til ekstra store julegaver, når julen synges ind på mandag. Se kommunerne med de største prisstigninger her.

Det er skønt at være sommerhusejer. Om sommeren er oasen det perfekte sted at nyde en god bog i solen og en bøf fra grillen, mens der er hulestemning og brændeovnshygge i vintermånederne. Det er dog ikke kun ilden, man kan lune sig ved. Særligt ikke, hvis man har sommerhus i en af de kommuner, hvor priserne er steget henover det seneste år.

Størst er stigningen i Aalborg Kommune, hvor salgspriserne i november lå knap 18 procent over niveauet i samme måned i 2017. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.

”Priserne på sommerhusmarkedet bugter sig lidt forskelligt fra område til område. Det vil sige, at vi i år både har set fald og stigninger i priserne. Og vi kommer godt rundt i landet, når vi ser på top tre over den største vækst i salgsprisen. For ud over Aalborg er også Lolland og Bornholm med i toppen over de kommuner, hvor et løft i friværdien har givet sommerhusejerne råd til lidt større julegaver i år,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Udover Lolland og Bornholm er der flere kommuner i top 10, der normalt ikke præger toplisterne over priser på boligmarkedet. Det gælder eksempelvis Jammerbugt, Sønderborg og Tønder. Herunder kan du se de 10 kommuner, hvor stigningen i den gennemsnitlige kvadratmeterpris har været størst fra november 2017 til november 2018.

Her er sommerhuspriserne steget mest det seneste år:

Aalborg: 17,7 %

Lolland: 15,4 %

Bornholm: 14,6 %

Halsnæs: 13,0 %

Syddjurs: 9,0 %

Jammerbugt: 8,5 %

Frederikssund: 7,4 %

Sønderborg: 7,1 %

Vordingborg: 6,6 %

Tønder: 4,7 %

(Kilde: Boligsiden.dk)

Mest Læste

Annonce