Regeringen, Danske Regioner, KL og PLO enige om mere aktivitet i sundhedsvæsenet

Sundhed

15/04/2020 01:16

Kristian V. Jensen

Regeringen har mandag aften aftalt med Danske Regioner, KL og PLO at igangsætte øget aktivitet i sundhedsvæsnet. Det sker på baggrund af plan fra Sundhedsstyrelsen.

Når påskedagene er ovre, vil sundhedsvæsenet skrue op for kapaciteten igen. Det sker for at nedbringe nogle af de ventetider på undersøgelser og behandlinger, der er opstået som følge af COVID-19-smitten.

”Når vi nu kan åbne mere op for sundhedsvæsenet igen, er det fordi, vi har opnået kontrol over corona-virussen i Danmark. Vi havde gerne set en bred politisk aftale, men idet der ikke var politisk vilje til dette, går regeringen nu sammen med regionerne, KL og de praktiserende læger om at skrue op for aktiviteten i sundhedsvæsenet. Vi er dermed også klar til at afsætte de nødvendige midler til at sikre, at vi kan arbejde os hen imod en genindførelse af patientrettighederne,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Sundhedsvæsenet har over de seneste uger gennemført en massiv omlægning og kapacitetsopbygning for at være klar til at behandle patienter med COVID-19. Regeringen og Folketinget har også iværksat en række tiltag for at bremse smittespredningen.

Den seneste prognose fra Statens Serum Institut viser, at tiltagene har haft den tilsigtede effekt, og at epidemien vil få et andet og mere langstrakt forløb. Derfor er der behov for, at det danske sundhedsvæsen i højere grad kan tage sig af både COVID-19 patienter og af patienter med andre sygdomme på både det somatiske og det psykiatriske område. Samtidig kan de private hospitaler også bidrage i dialog med regionerne.

Den øgede aktivitet sker på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige plan for omstilling af sundhedsvæsenet.

”Det er vigtigt, at vi begynder processen med at øge aktiviteten i det danske sundhedsvæsen og dermed i højere grad tager imod patienter med andre sygdomme end COVID-19. Det skal vi for at gøre den pukkel, vi skubber foran os, så lille som muligt. Men også fordi, vi skal gøre, hvad vi kan for at minimere de menneskelige omkostninger ved pandemien. Første vigtige skridt er, at almen praksis nu vil se flere patienter og vurdere, hvem der har brug for en henvisning til hospitalet. Det sker allerede fra i morgen. Samtidig vil vi i regionerne tage fat på den opgave, der venter, med at hjælpe de patienter, der som følge af COVID-19 har fået deres behandling udsat. Vi vil prioritere de patienter først, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering, har mest brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Det gælder både de patienter, der har fået deres tid udsat og de, der fremover henvises fra almen praksis,” siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Kommunerne genoptager genoptræning og rehabilitering

Kommunerne varetager vigtige opgaver i forhold til sårbare og ældre patienter, der har brug for ekstra støtte efter udskrivning, og står for at hjælpe borgere med brug for rehabilitering, genoptræning eller misbrugsbehandling. Det er opgaver, som ikke kan udskydes i et længere forløb, fordi borgerens tilstand risikerer at forværres, men hvor der kan blive behov for at organisere sig anderledes i en periode for at undgå smittespredning.

”I kommunerne er vi klar til at genoptage de vigtige opgaver med genoptræning og rehabilitering. Vi vil have stort fokus på at få de kommunale sundhedsopgaver tilbage i drift, så hurtigt det kan lade sig gøre. Det er vigtigt, og mange borgere har været berørt af nedlukningen. Tilbuddet om træning vil ikke være præcis, som man kendte det før corona. Vi vil have stort fokus på at forebygge smittespredning, og det vil betyde, at fx holdtræning ikke kommer med nu. Det er jo lettere at lukke ned end at åbne igen. Så vi kan ikke være i gang med det hele fra den ene dag til den anden. Men vi glæder os til at komme i gang,” siger formand for KL, Jacob Bundsgaard.

Der gøres også klar til mere aktivitet hos de alment praktiserende læger, og opfordringen til borgerne er at kontakte deres praktiserende læge i samme omfang som tidligere.

”Vi har oplevet et bekymrende fald i henvendelser fra borgerne, både når det gælder dagligdagsskavanker og tegn på mere alvorlig sygdom. Nu indretter vi os til at se borgerne under mere normale forhold, så vi på den måde følger med den gradvise åbning, der sker i resten af samfundet og sundhedsvæsnet,” siger formand for PLO, Christian Freitag.

Regeringen lægger op til en løbende dialog om håndteringen af COVID-19 og en opsamlende drøftelse af rammer for regionernes og kommunernes økonomi i 2020, når der er et overblik over indsatserne og den samlede økonomi i forbindelse med drøftelserne af økonomiaftalerne for 2021.

Foto: KL.dk

Mest Læste

Annonce

13/10/2024

Er din bolig opført før 1984? Så har du nu chancen for at få et gratis hustjek til en værdi af 3.000 kroner. Se nedenfor, hvordan du gør.