Det er midt om vinteren. Alligevel kommer Jakob Lohmann Miller Mikkelsen cyklende de 10 kilometer hjemmefra til interviewet i en skjorte og en tynd stribet striktrøje.
”Man bliver så varm, når man cykler,” konstaterer den 29-årige hf-kursist.
”Vi lader ofte venstrefløjen og hippierne lægge beslag på begreber som fællesskab og solidaritet, men det er i høj grad også værdier, der er i forsvaret”
Hans syv år i uniform i forsvaret og hundredevis af nætter i en sovepose i en kold skov fornægter sig ikke. Han kan godt lide udfordringer og har overblik. Lige nu lægger han sidste hånd på sin hf på KVUC. I overmorgen skal han aflevere sin store skriftlige opgave i historie, men den har han faktisk været færdig med i to dage, så han har tid til at fortælle sin historie.
KURSEN MOD HELMAND
Spoler vi tiden tilbage til den yngre Jakob Miller, møder vi en ung mand, der bor i Fårvang nord for Silkeborg. Han har et højt energiniveau i folkeskolen og når at gå tre uger på handelsskolen inden han i stedet får job på en møbelfabrik og senere en vindmøllefabrik. Efter fem år med fabriksarbejder melder han sig som 22-årig frivilligt til forsvaret, hvor han bliver konstabelelev.
”Jeg havde set reklamer for forsvaret, og jeg meldte mig primært, fordi jeg gerne ville udsendes,” forklarer han.
Mere fra KVUC
Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.
”I forsvaret er det en helt naturlig ting, at man hjælper hinanden. Du hjælper også andre, før du hjælper dig selv”
Og sådan kom det også til at gå. I august 2011 satte Jakob Miller sammen med resten af forsvarets Hold 12 kursen mod Helmand i Afghanistan. Her skulle han og de cirka 500 andre udsendte danske soldater assistere briterne med at patruljere et minefyldt område omkring Helmand-floden.
Se video om Habiba - pakistansk pige tog folkeskole og hf på syv år og læser nu økonomi
”Opgaven kunne fx være at gå patrulje til en landsby og skærme nogle officerer og rådgivere, så de kunne gå ind og snakke med lokalbefolkningen uden at blive angrebet af Taleban,” forklarer han.
Det meste af tiden var der ro på, men indimellem blev de danske soldater angrebet.
”Men når man er udsendt soldat, er man det for at møde fjenden. Det er det, du er trænet til, og grundlæggende er det en del sjovere at være i kamp end at bekymre sig om miner. Du kan være proaktiv, hvis du bliver angrebet, men du kan ikke forsvare dig imod en mine,” konstaterer han.
HÅNDGRANAT, STEN ELLER FLYVENDE MAJSKOLBE
Jakob Miller var i Afghanistan i seks måneder kun afbrudt af nogle få uger hjemme. Enkelte episoder står meget klart for ham. En dag var han involveret i en operation, hvor man havde mistanke om, at Taleban ville angribe med granater i en landsby. Jakob Miller sad og holdt vagt og kiggede ud gennem nogle huller i en mur.
”Pludselig hører jeg skridt, nogen løber hurtigt forbi og jeg hører et dunk ved siden af mig. Min første tanke var, at det var en granat og ’fuck, nu dør jeg!”
Det viste sig, at det bare var to store drenge, der havde kastet noget for sjov.
”Det var vel en majskoble eller en sten, de havde kastet. Drenge er jo drenge, og jeg hører dem grine. Men altså, hvis de ikke havde været så hurtige, eller jeg havde været mere jumpy, så var det endt anderledes,” siger han.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Udover den episode trivedes Jakob Miller fremragende med at være udsendt og han gjorde det gerne igen.
Han kom hjem fra Afghanistan i 2012 og fortsatte i jobbet i forsvaret i Holstebro frem til sommeren 2014, hvor han kunne mærke, at nu var det tid til at komme videre. Han besluttede sig for luftforandring og at tage en hf på KVUC i København. Gennem ordningen ’civil uddannelse’ kunne han få sin løn fra forsvaret med.
KÆFT, TRIT OG MOTIVATION
Han havde egentlig regnet med at begynde i januar, men en augustonsdag ringede telefonen i lommen, da han var på øvelse.
’Vi har en plads til dig, hvis du kan begynde på mandag’, lød det i den anden ende. Jakob Miller er vant til hurtige beslutninger, så han svarede ja.
Læs også: Voksne københavnere får de højeste hf-karakterer i Danmark
Så den ene dag stod han på en mark ved Holstebro, og fire dage senere havde han pakket alt, kørt tværs gennem landet og læsset sine ting af hos et vennepar i København og kunne træde ind på KVUC for første gang.
”Det dér med at beslutte sig for, hvad for et job man vil have, er dumt. Du kan vælge en retning, men at planlægge dit liv ti år ud i fremtiden er umuligt”
Det var ikke bare geografisk men også mentalt lidt af et spring. Den største forskel var disciplinen. En af de første dage diskuterede nogle af hans medkursister, om de skulle komme til de sidste timer en dag, holdet havde nogle mellemtimer.
”Jeg kan huske, jeg tænkte ’Nej, nej, nej! Du har tilmeldt dig det her, og så møder du da også op’! Dér har jeg nok rykket mig lidt, siden vi begyndte fra at tænke meget kæft, trit og retning og ’nu må folk tage sig sammen’ til at have blik for, at det også handler om at motivere folk og coache dem i stedet for at skælde ud. I dag tænker jeg nok mere ’du har et problem, hvad kan vi gøre ved det’,” forklarer han.
Og den rolle har han faktisk også haft på sit hold, hvor han ofte har givet de andre en hjælpende hånd til fx opgaver eller eksamensforberedelse. Han har et job ved siden af studierne og arbejder også som frivillig med at arrangere ture for børn og enlige forældre gennem Forælder Fonden.
”Når en i gruppen er nede, så aflaster du ham og bærer halvdelen af hans ting”
Og lige præcis den indstilling med at ville hjælpe har han med fra forsvaret som en naturlig ting. Når man spørger ham, hvad han savner mest i dag fra forsvaret kommer svaret prompte: Uselviskheden og fællesskabet.
”I forsvaret er det en helt naturlig ting, at man hjælper hinanden. Du hjælper også andre, før du hjælper dig selv. Hvis man har en fælles opgave, så sætter man sig ikke bare ned, hvis man er færdig med sin del, så hjælper man de andre. Når du fx er med i en gruppe på otte personer og en i gruppen en dag er nede, så hjælper og aflaster du ham og bærer halvdelen af hans ting. For du ved godt, at det kan være dig næste gang, og hvis du ikke hjælper ham nu, går han måske helt ned næste dag, og så skal du jo bære alle hans ting,” forklarer Jakob Miller.
MIG-MIG-MIG-KULTUR
Han har løbende brugt sine erfaringer og refleksioner fra militæret i undervisningen på hf fx i historie og samfundsfag.
”Jeg har fx tænkt over, at vi ofte lader venstrefløjen og hippierne lægge beslag på begreber som fællesskab og solidaritet, men det er i høj grad også nogle værdier, der er i forsvaret. Den fedeste fællesskabsfølelse, jeg har oplevet, var en situation i Afghanistan, hvor gruppen foran os pludselig blev beskudt. Min egen gruppe fløj ud på linje for at beskytte dem. Vi vidste, hvordan der skulle reageres, uden at det blev sagt. Vi arbejdede som én person, fordi vi havde trænet så tæt og kendte hinanden så godt,” forklarer han og tilføjer:
”Det synes jeg godt, jeg kan savne nogle gange, når jeg møder den dér mig-mig-mig-kultur.”
NOGLE TING KAN DU ÆNDRE, ANDRE TING MÅ DU LEVE MED
Han kan også godt savne den fysiske del af jobbet i forsvaret og udelivet. Selvom han sagtens kan kigge ud af vinduet en vintermorgen og tænke ’godt jeg ikke ligger udenfor i en sovepose lige nu’. Alligevel har øvelserne i forsvaret lært ham meget.
”Når du gang på gang finder dig selv kold og gennemblødt af regn i en skov, så kommer der et tidspunkt, hvor du bare beslutter dig for at acceptere situationen og nyde det dér, hvor du er. Du får en erkendelse af, at du godt kan have det sjovt, selvom du står i en mørk skov i regnvejr. Det handler om at acceptere at nogle ting kan du ændre, og andre ting må du leve med,” forklarer han.
”LIVET ER SOM EN REJSE NED AF EN FLOD I EN KANO”
Hvad fremtiden ellers bringer er svært at sige. Jo, han vil gerne ind og læse økonomi på universitetet, fordi penge gør en forskel for mennesker, som han siger.
”Og jeg er drevet af at hjælpe mennesker og gøre verden til at bedre sted. Det er rigtig godt, at nogle har lyst til at blive socialrådgivere eller pædagoger og være i frontlinjen. Men hvis du virkelig vil ændre noget, så skal du højere op i systemet, tror jeg. De, der bestemmer over økonomien og fx vurderer om der er råd til fem eller ti pædagoger, har magten til at hjælpe eller ødelægge alt,” siger Jakob Miller.
Men ellers synes han faktisk, at det med at planlægge langt ud i fremtiden er fjollet. Han understreger pointen ved at se ti år tilbage i sit eget liv. Dengang stod han og samlede vindmøllevinger på en fabrik og havde aldrig haft hverken et gevær eller en samfundsfagsbog i hånden.
”Det dér med at beslutte sig for, hvad for et job man vil have, er dumt. Du kan vælge en retning, men at planlægge dit liv ti år ud i fremtiden er umuligt. Livet er som at rejse ned ad en flod i en kano. Du kan styre uden om forhindringerne, men du kan ikke styre mod strømmen.”
Fakta om Jakob:
- Født i 1986 og opvokset i Fårvang lidt nord for Silkeborg
- Arbejdede efter folkeskolen to år på en møbelfabrik og derefter tre år på en af Siemens’ vindmøllefabrikker
- Meldte sig til forsvaret i 2008 og blev konstabelelev i kamptropperne i Holstebro
- Udsendt til Helmand i Afghanistan med Hold 12 fra august 2011 til februar 2012
- Begyndte på HF på KVUC og flyttede til København i sommeren 2014
- Bor i Rødovre og har to job ved siden af studierne, træner crossfit og løb og forbereder sig til at løbe maraton til sommer
