Heldigvis kom ingen til skade, da manden truede med et næsten halv meter langt samuraisværd. Foto: Shutterstock
Heldigvis kom ingen til skade, da manden truede med et næsten halv meter langt samuraisværd. Foto: Shutterstock

Anholdt med kokain, kniv og halv meter langt samuraisværd

Politi

15/06/2022 10:52

J. Bøgen

To mænd er blevet anholdt efter de angiveligt har truet to ofre med blandt andet et sværd.

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år blev tirsdag aften anholdt på en adresse i Korsør. Det skete, efter at politiet tidligt tirsdag havde fået en anmeldelse om, at der havde været noget uro på en anden adresse i byen.

Her var to mænd på 19 og 57 år blevet overfaldet af to gerningsmænd, tilsyneladende på grund af en strid i et pengespørgsmål.

Den ene havde både en kniv og et mellemstort sværd med, som han truede med, dog uden at nogen blev ramt.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Kniv, sværd og ...

På grund af vidneudsagn og et godt signalement af gerningsmændene, fandt politiet frem til de to anholdte klokken 18.40.

en 22-årige havde 2,4 gram kokain, og betjentene fandt også et samuraisværd på 46 cm og en kniv med et blad på 22 cm hos ham. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer. Begge de anholdte er sigtet for trusler.

De blev afhørt på politistationen i Slagelse, og den 22-årige blev løsladt igen klokken 21.33, mens det viste sig, at den 20-årige var eftersøgt til fogedretten. Han fik en overnatning i detentionen og bliver onsdag kørt til fogedretten.

Mest Læste

Annonce