Foto: heb@Wikimedia Commons (mail), CC BY-SA 3.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0>, via Wikimedia Commons
Foto: heb@Wikimedia Commons (mail), CC BY-SA 3.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0>, via Wikimedia Commons

Claus Hjort Frederiksen tiltalt for at røbe statshemmeligheder

Politi

21/02/2023 14:25

J. Bøgen

Han blev sigtet for mere end et år siden.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bliver nu officielt tiltalt for flere gange at have røbet og/eller videregivet statshemmeligheder.

I pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden bliver den tiltalte omtalt som "et tidligere medlem af Folketinget", men ifølge TV2 er der altså tale om Claus Hjort Frederiksen.

For over et år siden blev den tidligere forsvarsminister sigtet efter straffelovens paragraf 109, som handler om at røbe statshemmeligheder - og det er altså det, han nu officielt er blevet tiltalt for.

I pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden står der:

Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der kan rejses tiltale mod et tidligere medlem af Folketinget, der ifølge tiltalen i flere tilfælde har røbet eller videregivet statshemmeligheder. 

"Det er selvsagt alvorligt, når højt klassificerede oplysninger, der er belagt med tavshedspligt, og som er væsentlige for efterretningstjenesternes arbejde med at beskytte Danmark, bliver videregivet til uvedkommende. Det kan skade forholdet til efterretningstjenesternes samarbejdspartnere, svække tilliden til efterretningstjenesterne og gøre det sværere for dem at udføre deres arbejde," siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.

Ligesom i lignende sager vil anklagemyndigheden af hensyn til sagens indhold anmode om, at den bliver behandlet for lukkede døre.

"I sagen indgår højt klassificerede oplysninger, som ikke kan lægges åbent frem.  Uanset den store offentlige interesse er der efter anklagemyndighedens opfattelse et klart tungere hensyn at tage til efterretningstjenesternes virke. Det skal være muligt at retsforfølge uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger, uden at man risikerer, at efterretningstjenesternes mulighed for at løfte deres arbejdsopgaver bliver yderligere kompromitteret, hvilket en åben eller delvis åben proces vil skabe en alt for stor risiko for," siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Mest Læste

Annonce