Foto: Marie Hald
Foto: Marie Hald

Folketingsmedlem i retten - vil ud af erstatning på 400.000 kroner

Politi

07/03/2023 09:16

J. Bøgen

Han er tidligere blevet dømt til at betale erstatning for uretmæssig fyring af en tidligere medarbejder.

Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, stormede ind i både Folketinget og regeringen efter valget d. 1. november 2022, men de første måneder på Christiansborg har været lidt af et stormvejr for partiet.

Efter bare tre uger i Folketinget meldte den nyvalgte politiker Kristian Klarskov sig helt ud af det danske parlament efter en række kritiske artikler stillede spørgsmålstegn ved hans CV som succesfuld serieinvestor. Siden er et andet medlem af Moderaterne havnet i en penibel sag, hvor han anklages for at have forfalsket en underskrift fra et bestyrelsesmedlem på sit gamle arbejde.

Og i dag skal et tredje medlem af Moderaterne i retten i et civilt søgsmål, hvor han vil forsøge at komme ud at skulle betale en erstatning på 400.000 kroner til en tidligere ansat.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Uretmæssig fyring eller ej

Hele sagen stammer fra foråret 2019, hvor en mandlig ansat i Tobias Grotkjær Elmstrøms advokatfirma blev fyret umiddelbart efter, at vedkommende havde fortalt Elmstrøm, at den ansatte gik i fertilitetsbehandling med sin partner.

Det fik den ansatte til at klage, og sagen endte i Ligebehandlingsnævnet, hvor Tobias Grotkjær Elmstrøm blev dømt til at betale 400.000 kroner i erstatning for uretmæssig fyring.

Til DR Nyheder fortalte Tobias Grotkjær Elmstrøm i oktober 2022, at afskedigelsen intet havde med fertilitetsbehandlingen at gøre, men at han i længere tid havde ønsket at afskedige den pågældende medarbejder.

Derfor skal Elmstrøm i retten igen i dag, tirsdag, hvor han ved en civil retssag vil have beslutningen fra Ligebehandlingsnævnet omgjort, så han slipper for at betale de flere hundrede tusinde kroner i erstatning.

Tidligere dømt for løgn

Tobias Grotkjær Elmstrøm har været selvstændig advokat siden 2013, og i den tid er han i alt blevet pålagt at betale bøder og godtgørelser for 480.000 kroner.

Blandt andet er han tidliger blevet dømt til at betale 40.000 kroner i bøde i en sag, der kørte ved Advokatnævnet, og hvor han forbrød sig mod god advokatskik.

Her blev han afsløret i at lyve om, at han havde holdt møde med en klient, selv om det i virkeligheden var en kollega, der havde taget mødet med klienten.

Han er også blevet idømt to bøder på 20.000 kroner for det, der kaldes for ”klientfiskeri”, fordi han i forbindelse med et arrangement for asylansøgere forsøgte at få flere af dem til at blive klienter i sit firma, selv om de allerede havde en advokat.

Mest Læste

Annonce