Qatar bliver voldsomt kritiseret for forholdene for arbejderne på de nye fodboldarenaer til VM. Foto: Shutterstock
Qatar bliver voldsomt kritiseret for forholdene for arbejderne på de nye fodboldarenaer til VM. Foto: Shutterstock

DBU droppede landsholdsture til udskældt ørkenstat - så tog formanden dertil på ferie

Politik

06/5/22 8:45

Jens Asbjørn Bøgen

Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, var på ferie i Qatar samme år, som debatten om ørkenstaten for alvor blussede op herhjemme.

Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, var på privat ferie i Qatar, der er værtsnation for den kommende VM-slutrunde i fodbold.

Det skete i december 2015, hvor debatten om Qatar for alvor var begyndt at koge herhjemme på grund af migrantarbejdernes leveforhold i ørkenstaten.

Det skriver Ekstra Bladet.

"Jeg gjorde mig en række observationer"

Jesper Møller tog, ifølge Ekstra Bladet, til Qatar med en veninde og hendes to børn fra d. 9. december til d. 12. december 2015.

Frem til 2015 sendte DBU også lejlighedsvis ungdomslandshold afsted til Qatar på ørkenstatens regning. Det fik daværende kulturminister, Marianne Jelved, til at kritisere DBU.

I februar 2015 valgte DBU at indstille ungdomslandsholdenes ture til Qatar, så Jesper Møllers rejse fandt altså sted ti måneder efter beslutningen.

Jesper Møller har været åben omkring sin ferie, og skrev blandt andet dengang i et nyhedsbrev til DBU's repræsentantskab:

"I løbet af dagene fik jeg et fint indtryk af byen og forskellige faciliteter samt områder, ligesom jeg gjorde mig en række observationer, som jeg nok skal få brug for, når jeg på et tidspunkt kommer på mere officielt besøg."

Vil ikke svare på spørgsmål

Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview i stand med Jesper Møller, men han har ikke ønsket at svare.

Til gengæld skriver DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, i en mail til avisen:

"I det sene efterår 2015 ønskede DBU's formand at se og møde Qatar uden officielt program fra de nationale myndigheders side. Derfor valgte han at rejse på kort privat rejse til Doha, hvor han uden de lokale myndigheders opsyn så forholdene omkring blandt andet stadionbyggerier og andre forhold."

DBU har de senere år haft en kritisk dialog over for Qatar, der blev tildelt VM-slutrunden under en skandaleombrust afstemning i 2010.

Det præcise dødstal blandt migrantarbejderne, der står for konstruktionen af de nye fodboldarenaer, er ikke kendt, men The Guardian skrev i februar 2021, at antallet af døde var oppe på 6500 siden tildelingen af slutrunden.

Annonce