EL om brud på partistøttelov: Forbyd erhvervsklubberne

Politik

05/12/2014 10:11

Suleman Haider

Ifølge Enhedslisten er de såkaldte erhvervsklubber en omgåelse af reglerne for partistøtte.

Forbyd erhvervsklubberne.

Sådan lyder meldingen fra Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, efter at det er kommet frem, at Kristian Pihl Lorentzen (V) har modtaget 200.000 kroner i støtte til den seneste valgkamp fra sin erhvervsklub.

Venstres transportordfører oplyste bare ikke beløbet til myndighederne, og det er et brud på partistøtteloven.

- Det begynder at blive en tendens, at Venstre-politikere enten ikke kan finde ud af at overholde reglerne eller med vilje ikke overholder dem, siger Pernille Skipper til Ritzau.

Alle bidrag til partier på over 20.000 kroner skal fremgå af partiregnskabet ifølge partistøtteloven. Hvis en politiker overtræder loven, kan det give bøde og i værste fald op til fire måneders ubetinget fængsel.

Men der er behov for, at reglerne bliver skærpet, mener Pernille Skipper.

- Det er vigtigt, at vi får forbudt den omgåelse af partistøttereglerne, som erhvervsklubberne er. Dernæst skal vi sørge for, at der er en risiko for at blive opdaget.

Hun påpeger, at der mangler klarhed over, hvilken myndighed der har ansvar for at kontrollere, at partierne overholder reglerne.

- Vi har behov for tilsyn og måske en længere forældelsesfrist end den, der nu er på to år. Altså så straffen i partistøttereglerne faktisk er noget, man risikerer at blive idømt, hvis man ikke overholder reglerne, siger hun.

De 200.000 kroner kom fra en erhvervsklub, som transportordføreren selv har været med til at stifte. Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug hedder klubben, som øremærker sin pengeindsamling til Kristian Pihl Lorentzens valgkamp.

Men det er en fejl, at pengene ikke er blevet indberettet, lyder forklaringen fra Kristian Pihl Lorentzen.

- Indberetningen, der skal sendes af sted i kølvandet på et valg, er ikke blevet sendt. Det er en klar fejl, og det beklager jeg. Det er der nu rettet op på, og fremadrettet vil jeg sørge for, at der er fuldstændig styr på det her, siger Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau.

FAKTA: Sådan er de danske regler om partistøtte

Hvis et parti modtager støttebeløb på mere end 20.000 kroner, skal sponsorens navn oplyses.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, erkender, at der er sket en fejl, da et bidrag på omkring 200.000 kroner ikke er blevet indberettet til myndighederne.

Her er reglerne for partistøtte:

* I 1995 indførte Nyrup-regeringen nye regler for partistøtte sammen med De Konservative, mens Venstre var imod. Beløbsgrænsen blev hævet, fordi partierne mistede medlemmer, så de ikke længere kunne finansiere deres drift og valgkamp.

* Som et kompromis satte man en grænse på 20.000 kroner. Hvis sponsorer støtter et parti med mere, skal de oplyse deres navn, men ikke beløbet i partiets officielle regnskab. Grænsen kan omgås ved at yde 19.999 kroner til alle folketingsmedlemmer, så sponsoren forbliver anonym.

* I partiregnskabet hos de landsdækkende partier skal der være oplysninger om, hvad de enkelte partier modtager i private tilskud. I lovgivningen er det ikke et generelt krav for offentliggørelse af private tilskud til lokale og regionale lokallister.

* Overtrædelse af reglerne om partistøtte kan give bøde og i værste fald op til fire måneders ubetinget fængsel.

* Brud på reglerne om partistøtte har en forældelsesfrist på to år.

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet.

   

Mest Læste

Annonce