Både røde og blå politikere synes godt om idéen om en national enhed, der skal samle og videreformidle viden om offentlig-privat samarbejde, som Dansk Erhverv og FTF har foreslået. Det stod klart efter et topmøde tirsdag, hvor de to organisationer satte et styrket offentlig-privat samarbejde til debat.
Lige nu læser andre
OPS – Få overblik her
For at sikre bedre samarbejde, har Dansk Erhverv og FTF i fællesskab foreslået, at der oprettes en national OPS-enhed, der skal samle projekterne og koordinere indsatsen til fordel for både virksomhedernes bundlinje og udvikling af den offentlige sektor. Den ide blev der taget godt i mod, da FTF og Dansk Erhverv tirsdag holdt topmøde, hvor omdrejningspunktet var et styrket offentligt privat samarbejde.
Både Brian Mikkelsen (K), Hans Kristian Skibby (DF), Josefine Fock (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF) synes godt om idéen. Og Venstres finansordfører Jacob Jensen inviterede Dansk Erhverv, FTF og andre relevante parter til at tale videre om idéen på et kaffemøde. Samme invitation kom fra Socialdemokraternes Morten Bødskov. Udover politikere var der også forskere og repræsentanter fra både det private og offentlige arbejdsmarked med til topmødet.Ole Helby Petersen, der er forsker ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv fra RUC bekræftede, at der er mange ukoordinerede projekter, og at der er brug for at samle viden og erfaringer. Han nævnte bl.a. at det offentlige sammen med virksomheder har udviklet ikke mindre end syv udgaver af kol-kufferter og fem intelligente senge. Her ville det være oplagt at koncentrere kræfterne om at udvikle færre løsninger, som til gengæld har høj kvalitet og anvendelighed, så de kan bruges i den offentlige velfærd og sælges af private aktører.