Det er på tide, at politikerne for alvor bekymrer sig om de børn i vores samfund, som har det allersværest. Så jeg er rigtig glad for, at regeringen nu endelig løfter lidt af sløret for, hvordan de vil styrke indsatsen over for de udsatte børn.
"Jeg kan som formand for socialrådgiverne kun bakke op om at styrke de udsatte børns rettigheder. Det er dem, som det hele handler om. Men jeg vil gerne minde om, at det er meget vigtigt, at politikerne ikke nøjes med nye rettigheder i loven. Det kræver finansiering."
"Det kræver god tid hos socialrådgiverne at vejlede et udsat barn på ti år om ret til at klage og søge aktindsigt på en god måde, og det kræver ordentlig tid at støtte et anbragt barn, som skal tage stilling til, om det vil have samvær med sine biologiske forældre. Derfor håber jeg, at regeringen har tænkt det ind, når vi ser resten af udspillet. Både i form af tid til arbejdet og ordentlig oplæring af nye socialrådgivere og løbende efteruddannelse. Ellers er jeg bange for, at det ikke kommer til at virke i praksis."
"Desværre er der i nogle kommuner alt for mange sager på socialrådgivernes arbejdsborde. Og vi oplever et stort pres for at spare på indsatserne over for udsatte børn. Det er ikke mere end et par dage siden, vi så et rigtigt grimt eksempel fra Guldborgsund Kommune, hvor socialrådgiverne blev truet med fyringer, hvis de ikke sparede på udsatte børn. Derfor skal der følge ressourcer med de gode intentioner."