Corydon blev advaret i skatteskandale

Politik

29/05/2017 11:38

Nick Allentoft

Den tidligere finansminister Bjarne Corydon blev advaret om, at inddrivelsessystemet EFI ikke virkede

Med et sparekrav på 750 millioner kroner spillede den tidligere finansminister og nu MCKinsey-direktør Bjarne Corydon en helt central rolle i forbindelse en fyringsrunde, som i praksis tappede Skat for manuelle kræfter i inddrivelsessystemet i de år, hvor det kuldsejlede digitale EFI-system skulle rulles ud. 

Det kan BT i dag fortælle. 

Skandalerne i Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

Fyringerne blev gennemført selvom EFI ikke fungerede, hvilket Dansk Told- og Skatteforbund advarede ministeren om i et skrivelse med titlen ‘Skat er på katastrofekurs – der skal gribes ind nu!’ 

Det fortæller forbundsformand Jørn Rise til BT. 

“Der blev måske sat strøm til EFI, men i praksis fungerede systemet ikke, og vi advarede blandt andet finansministeren ved at sende ham en udtalelse fra vores repræsentantskabsmøde i oktober 2013,” siger Jørn Rise til BT. 

Bjarne Corydon var formand for regeringens økonomiudvalg og finansminister, og han sad med dirigentstokken, da Finansloven for 2014 skulle forhandles hjem i løbet af efteråret 2013. 

Sparekravet på 750 mio. kroner fremgår af et referat fra et møde i det såkaldte hovedsamarbejdsudvalg i Skat, som fandt sted den 27. august 2013, og som havde deltagelse af ledelsen i Skat og medarbejderrepræsentanterne.

Her drøftedes spareplanerne, og af referatet fremgår det, at Skatteministeriet på daværende tidspunkt fik ‘faste budgetrammer på finansloven frem til 2017’ og at ‘der skal opnås effektiviseringer på næsten 750 mio. kroner i perioden 2013 til 2017’. 

“Det har i høj grad været Finansministeriet, der har kørt besparelses-processerne i Skat, og ministeriet er i mine øjne medansvarlige i det her ikke mindst under Bjarne Corydon. Skatteministeriet barberede budgetterne, og på den måde tvang man Skats ledelse til at foretage effektiviseringer her og nu. Men man sikrede sig ikke, at det it-system, der skulle erstatte de fyrede medarbejdere og sikre besparelsespotentialet, fungerede,” siger Peter Skærbæk, der er professor ved Institut for Regnskab og Revision ved Copenhagen Business School. 

Dermed bliver Bjarne Corydon - sammen med sin tidligere socialdemokratiske kollega Mette Frederiksen og som tidligere beskrevet i BT - trukket ind i skatteskandalen, hvis forløb nu skal granskes af en kommission. Det var begge medlemmer af regeringens magtfulde økonomiudvalg, som blåstemplede den fortsatte sparekurs i Skat i de år, hvor EFI-systemet skulle stå sin prøve. 

“Sparekravene var med til at skubbe Skat ud over kanten, og vi advarede adskillige gange om, at vi ikke kunne løfte opgaven med inddrivelser med så massive besparelser. Vi tog os til hovedet og tænkte, at det var ren galimatias,” siger Jørn Rise. 

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Bjarne Corydon. Finansministeriet oplyser til BT, at ‘Skatteministeriet på senere finanslove blev tilført en række større merbevillinger – bl.a. i lyset af, at implementeringen af EFI viste sig ikke at forløbe som forudsat af Skatteministeriet, da analysen blev udarbejdet og finanslovforslaget for 2014 fremlagt.’

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.