København har fordoblet antallet af førtidspensioner

Social

11/4/18 9:08

Simon Bülow

Dobbelt så mange københavnere får førtidspension på en måned som for et år siden.
Hver måned får nu knap et halvt hundrede københavnere tildelt førtidspension. Det er næsten dobbelt så mange som for et år siden.   Det skriver Politiken.   Generelt er antallet af nyslåede førtidspensionister steget med over 50 procent fra første til andet halvår 2017. Og tendensen fortsætter ifølge nye tal fra Københavns Kommune.   Dermed ser hovedstaden ud til at bevæge sig væk fra en placering som en af de kommuner, som er allermest nærig med at tildele syge mennesker en pension.    Baggrunden for den nye udvikling er ifølge beskæftigelsesforvaltningen på Københavns Rådhus politiske initiativer fra de sidste par år. Senest sidste sommer, da politikerne satte 16 millioner kroner ekstra af til en øget indsats for at afklare flere sager hurtigere og bedre.   Den nye beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), erkender, at »vores tildelinger af førtidspension har klart været til den stramme side«.   »Men siden der sidste år har været ekstra politisk fokus på området, ser vi nu en stigning i antallet af førtidspensioner. Den udvikling skal vi fastholde. Som politiker er det opløftende at se, at et kraftigt signal fra det politiske udvalg rent faktisk får effekt«, siger borgmesteren.