Regionsborgmesters overraskende melding: Stopper efter valget

Politik

12/12/2016 07:22

Nick Allentoft

Region Sjællands borgmester har valgt at stoppe efter denne valgperiode. Som afløser anbefaler partiledelsen et folketingsmedlem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når vi 21. november næste år går ind bag det sorte klæde og lader øjnene glide ned ad stemmesedlen til regionsrådsvalget i Region Sjælland, står den nuværende regionsrådsformand Jens Stenbæks navn der ikke. Det skriver Sjællandske.

Den 57-årige politiker har til stor overraskelse for Venstres ledelse i Region Sjælland for kort tid siden meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
- Om et år har jeg været fuldtidspolitiker i 20 år, og jeg har 10 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det har været en svær beslutning, for jeg har et drømmejob med opbakning og anerkendelse fra kollegerne i regionsrådet og medarbejderne i regionshuset. Men hvis jeg skal prøve noget andet, så skal det være nu, forklarer Jens Stenbæk.
Siden Stenbæk for et stykke tid siden fortalte den sjællandske Venstre-ledelse om sin beslutning, har der været følere ude til medlemmer af Venstres gruppe i regionsrådet. Men der har ikke vist sig en oplagt kandidat blandt de de 13 regionsrådsmedlemmer.
Derfor blev Venstres finansordfører Jacob Jensen spurgt, da det stod klart, at han ikke blev minister i VLAK-regeringen. 
Og han har for få dage siden takket ja.
- Man skal tage de opgaver, som byder sig. Det råd har jeg engang fået af Claus Hjort Frederiksen. Og jeg er meget glad og ydmyg over at få chancen for at stå i spidsen for den region, jeg er vokset op i og bor i, siger Jacob Jensen, der har været folketingsmedlem i 12 år.
Han bor i Undløse i Holbæk Kommune, men er valgt i Kalundborgkredsen, som dækker Odsherred og Kalundborg Kommuner.
Partiets regionsrådsmedlemmer fik sent torsdag aften besked om, at Jacob Jensen er kandidat - og efter et døgns tænkepause bakker alle op om ham.
- Med Jacob Jensen ved roret er jeg helt sikker på, at vi fortsat kan skabe store resultater for Region Sjælland. Og jeg er helt sikker på, at han er den rigtige til at tage tråden op efter Jens Stenbæk, siger Kirsten Devantier, gruppeformand for V.
Næste skridt er afstemning på et konsitueringsmøde i januar 2017, hvor Venstres medlemmer afgør, om de ønsker 43-årige Jacob Jensen som spidskandidat til regionsrådsvalget. Og så bliver det vælgernes tur.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.