Dygtige og engagerede pædagoger og lærere sørger for, at vores børn i dagtilbud og skoler tilegner sig viden og kompetencer under trygge rammer. SOSU'er og sygeplejersker står klar til at give vores ældre omsorg og pleje, når helbredet svigter. Og vi kan alle få den nødvendige lægehjælp, hvis vi bliver syge.
Men der er områder, hvor velfærden ikke fungerer godt nok. Hvor borgerne bliver klemt i offentlige systemer. Patienter bliver tabt i overgangene mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger. Udsatte mennesker, som har brug for en hjælpende hånd og en mere sammenhængende indsats. Der skal vi skabe bedre sammenhæng og løfte kvaliteten i velfærden.
For snart to år siden blev jeg sat i spidsen for regeringens indsats for at forny og forbedre den offentlige sektor. I den tid har jeg lyttet og talt med borgere og medarbejdere på tværs af landet – og der er alt for mange eksempler på, at systemerne ikke hænger godt nok sammen, og at for mange kræfter bruges på bureaukrati frem for på borgerne.
30 år med moderniseringer
Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.
Det gælder for eksempel de patienter, der bliver tabt i overgangene i sundhedsvæsenet. Det gælder borgere med komplekse problemer, der tilbydes ukoordinerede indsatser med så mange forskellige regler, frister og proceskrav, at det i sig selv nærmest kræver en doktorgrad at overskue og gennemskue. Og det gælder de unge i kontanthjælpssystemet, der ikke altid får den rette støtte i overgangen til en uddannelse eller til at komme job.
Det er langt fra godt nok. Det tror jeg, at alle kan blive enige om.
Mere frihed i opgaveløsningen
Her to år efter min første arbejdsdag som innovationsminister er vi i fuld gang med at udfolde de konkrete planer for den offentlige sektor i form af Sammenhængsreformen.
I september præsenterede vi Færre regler og mindre bureaukrati, der er det første af i alt seks reformspor i reformen.
Med udspillet luger vi ud i junglen af unødige og bureaukratiske regler for dermed at vise mere tillid til de dygtige medarbejdere og ledere i den offentlige sektor og give dem en større grad af frihed, så de kan bringe deres faglighed i spil
Vi har samtidig sat os en ambitiøs målsætning om de kommende fire år at fjerne administrative byrder og regler i den offentlige sektor for 4 mia. kr., som kan bruges lokalt til velfærd.
Og vi har foreslået 130 konkrete initiativer, der skal bidrage til at indfri målsætningen – og vi er allerede i fuldt sving.
I oktober indgik regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier eksempelvis en aftale om markant at reducere antallet af puljer på de store velfærdsområder, målrettet kommuner og regioner.
Sammenhængsreformen
Mere tid til kerneopgaven, bedre velfærd på tværs af sektorer, fokus på teknologi og bedre ledelse er de fire spor i regeringens oplæg til modernisering af den offentlige sektor.
For ofte er puljerne store på ord og få på penge. Og koster ressourcer, der burde gå til at støtte borgerne frem for til at udfylde papirer, der skubbes frem og tilbage mellem offentlige myndigheder.
Vi er dog bevidste om, at reformens 130 initiativer ikke kan stå alene. Med udspillet lægger vi derfor også sporene for, i samarbejde med kommuner, regioner og faglige organisationer, at fortsætte afbureaukratiseringen i de kommende år.
Skal vi på afgørende vis frigøre medarbejdere og borgere fra et snærende bureaukrati, kræver det nemlig, at vi i fællesskab bevarer fokus på at fjerne unødig administration og bureaukrati.
Borgerne skal møde én offentlig sektor
Gennem mange år har vi talt om det paradoks, at de borgere og familier, der mest har behov for støtte, mødes af den tætteste jungle af regler og tilbud. Vi har talt om behovet for at sikre bedre sammenhæng mellem indsatser på social-, beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsområderne. Nu gør vi noget ved det.
Med udspillet Sammen med borgeren – En helhedsorienteret indsats vil regeringen gøre grundlæggende op med den måde, som den offentlige sektor møder borgerne på.
Kernen i udspillet bliver indførelsen af en ny hovedlov, hvor vi samler lovgivning fra syv sektorlovgivninger og giver kommunerne mulighed for at skabe en helt ny og anderledes måde at hjælpe borgere med komplekse problemer.
Regeringen og et bredt flertal af partier er allerede enige om ambitionerne i udspillet og har i november afsat penge til at sikre, at reformen vil komme ud at virke til gavn for borgerne.
Inden for kort tid indleder vi de politiske forhandlinger om rammerne for reformen. Og vi vil invitere centrale interessenter til at give deres besyv med. Der er et stykke vej endnu, inden forbedringerne kan mærkes af medarbejdere og borgere. Men med udspillet har vi taget et vigtigt første skridt.
Digital service i verdensklasse
Senest har regeringen præsenteret Digital service i verdensklasse, som er vores bud på, hvordan vi forbedrer den digitale service for borgerne.
Skal vi gøre alvor af ambitionen om at sætte borgeren i centrum for den offentlige velfærd, så spiller digitalisering nemlig en helt central rolle.
Ledelsesavisen NY
- Nr. 14: Om værdibaseret ledelse og tiden efter NPM
- Nr. 13: Om lederuddannelser og sammenhæng
- Nr. 12: Om afbureaukratisering og sammenhæng
- Nr. 11: Ledelseskommissionens anbefalinger
- Nr. 10: Om styrings-paradokser, faglig ledelse og fejlslagne strategier
- Nr. 9: Fra konference med 200 ledere og forskere
- Nr. 8: Om tillid, kærlighed og nye paradigmer
- Nr. 7: Om Sammenhængsreform og Ledelseskommission
- Nr. 6: Om partiernes ønsker til ny styring
- Nr. 5: Fra 2016
- Nr. 4: Om strategier og styring
- Nr. 3: Om Sverige, kloge ledere og eksperimenter
Vores online-udgave af Ledelsesavisen finder du lige her - den opdateres løbende.
Artikel om baggrunden for DenOffentliges Ledelsesavis.
Med reformen vil vi støtte udviklingen og brugen af nye teknologier, men også sikre at danskerne har tillid til den øgede digitalisering og det offentliges brug af data. Vi vil derfor sikre borgerne et overblik over egne sager, vigtige frister og de mest relevante data, som det offentlige har om dem, udvikle en strategi for anvendelse af offentlige data og nedsætte et Dataetisk Råd.
Sundhed, ledelse og unge
Dermed er vi halvvejs i præsentationen af de seks reformudspil, der tilsammen udgør Sammenhængsreformen. I den kommende tid vil vi præsentere de tre resterende reformspor.
Det gælder et udspil om bedre sammenhæng i vejen til uddannelse og job for unge. Med udspillet vil vi bl.a. sikre, at unge i hele landet har adgang til uddannelser af høj kvalitet.
Vi vil præsentere et sundhedsudspil, der skal sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen med større nærhed og mindre geografisk ulighed i sundhed.
Og endelig vil vi lancere en ledelses- og kompetencereform, der skal følge op på Ledelseskommissionens 28 anbefalinger, som skal være med til at give bedre rammer for de offentlige ledere og styrke kompetenceudviklingen af medarbejdere i det offentlige.
Det er regeringens ambition, at vi med Sammenhængsreformen får bundet det offentlige langt bedre sammen, og at borgerne i fremtiden vil møde én offentlig sektor. Det kræver, at vi i højere grad sætter medarbejderne fri. At vi sikrer et fortsat fokus på digitalisering og offentlig ledelse. Og at vi tager fat i de områder, hvor der er særlige udfordringer.
De udfordringer forsøger vi nu at løse med Sammenhængsreformen, og jeg glæder mig til at præsentere de resterende tre reformspor. Så kan vi komme i gang med det vigtigste, nemlig at omsætte reformerne til mærkbare forbedringer for borgere og medarbejdere.