Tillidsfolk i København: Socialområdet nærmer sig nedsmeltning

Social

12/08/2019 13:24

Nick Allentoft

Nedskæringerne på socialområdet i Københavns Kommune vil gøre ’uoprettelig skade’, advarer fem faggrupper nu i et fælles opråb til politikerne.

Socialudvalget i Københavns Kommune har gennemført besparelser på blandt andet hjælp og støtte til mennesker med handicap samt udsatte børn og voksne. Samtidig lægger de op til yderligere besparelser i 2020. Det betyder, at vilkårene for både borgere og medarbejdere bliver forringet kraftigt, og det får nu seks faggrupper til at sige fra.

-Vi skal hjælpe og støtte mennesker med handicap, så de så vidt muligt kan leve en tilværelse på lige vilkår med alle andre. Det kan vi simpelthen ikke nu på grund af de massive besparelser, siger fællestillidsrepræsentant i København for Dansk Socialrådgiverforening, Marie Vithen.

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Hun understreger, at socialområdet i forvejen har været underprioriteret gennem mange år, og at der allerede er skåret helt ind til benet.

Sammen med LFS, sygeplejerskerne, FOA-SOSU og HK Kommunal har hun derfor sendt et bekymringsbrev til de syv borgmestre i København. Her lyder det blandt andet:

”Det sociale område, herunder især handicapområdet og socialpsykiatrien, er så trængt, at vi nærmer os en nedsmeltning af både den faglighed, der er oparbejdet gennem mange år, og af de eksisterende tilbud”, og videre:

”Nedbrydningen sker i et tempo, hvor vi er bekymrede for, at skaderne vil vise sig at være uoprettelige.”

Blandt de seks største byer i Danmark bruger Københavns Kommune i forvejen færrest penge per indbygger til voksne borgere med handicap, nemlig godt 3000 kroner mod godt 5000 i Randers, der bruger flest.

Næste års budget forhandles på plads til efteråret, og her må politikerne tage ansvar for at rette op på socialområdet, lyder det fra socialrådgiverne.

-Hele Borgerrepræsentationen i København må tage ansvar, for det handler om at prioritere de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Det har haltet i mange år, og politikerne kan simpelthen ikke være det bekendt. Det er helt uacceptabelt for både borgere og medarbejderne, siger fællestillidsrepræsentant Marie Vithen.

Mest Læste

Annonce