Foto: Shutterstock

Coronatest bliver nu hurtigere og nemmere

Sundhed

18/11/2020 10:26

Theis

Sophie Hæstorp Andersen (S) er glad for, at test bliver styrket frem mod jul, hvor mange danskere skal krydse landet og være sammen med familien

Flere og flere danskere bliver podet for corona i de lokale teststeder under Testcenter Danmark, og det giver øget pres på at kunne analysere test. Med en teknisk løsning vil 3.000 daglige prøver fra teststederne kunne blive analyseret hos Danmarks Teknologiske Universitet (DTU).

Regionen og DTU frigør dermed analysekraft til det stigende antal podninger på bl.a. Vestegnen og i Nordjylland, og det glæder regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

”Selvom der kommer gode budskaber om vacciner, så er der også i de kommende måneder et stort behov hos danskerne for at blive testet. Jeg er glad for, at vi kan hjælpe hinanden på tværs af myndighederne, men for den enkelte handler det jo bare om, at man nemmere og hurtigere kan booke og får svar på sin test. Ikke mindst i december hvor mange af os danskere vil krydse landet for at fejre jul med familien.”

DTU analyserer for lokale testcentre

Vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab Lars Falk forklarer, at det er lykkes at skabe en teknisk løsning, så DTU kan hjælpe med at skrue op for antallet af analyser.

”Hidtil har DTU leveret en uvurderlig hjælp til hospitalerne. De har suppleret hospitalernes egne mikrobiologiske afdelinger og har hjulpet med at analysere hospitalernes podninger på patienter og personale. I løbet af de næste par dage kan DTU dagligt analysere 3.000 podninger fra de lokale testcentre uden for hospitalerne – og dermed skabe en stor fleksibilitet,” siger Lars Falk.

Mest Læste

Annonce