Tidligere minister og nuværende folketingsmedlem og medieejer Karen Jespersen fremhævede Solhaven for stedets metoder.
Tidligere minister og nuværende folketingsmedlem og medieejer Karen Jespersen fremhævede Solhaven for stedets metoder.

Så fine anbefalinger gav Karen Jespersen kritiseret bosted

Politik

28/1/15 12:05

Nick Allentoft

Det var ikke kun personalet, der blev frifundet i sagen om det stærkt kritiserede opholdssted Solhaven. Også Karen Jespersen kan ånde lettet op. Hun fremhævede stedet af flere omgange da hun var socialminister. Se her hvad hun sagde.

Politikeren og mediepersonen Karen Jespersen er blevet landskendt for sin kritiske tilgang til fundamentalister. Måske gælder det også børneopdragelse. I hvert fald tyder meget på, at hun finder disciplin baseret på vold og brutal straf helt rimelig. Hun har med både ord og ministerstatus anbefalet opholdsstedet Solhaven, som af en række tidligere beboere blev anklaget for at bruge rå vold i sin pædagogik.

Ifølge referatet fra Karens Jespersens besøg mener hun, at stedets metoder bør brede sig til resten af landets bosteder.

“Hun (Karen Jespersen, red.) tror, at Solhavens måde at drive en institution på i fremtiden vil smitte mere og mere af på de offentlige ungdomsinstitutioner,” fremgår det af artiklen fra den daværende socialdemokratiske ministers besøg.

Men det stopper ikke her. Artiklen afslører nemlig, at Solhaven netop er markant anderledes end andre institutioner.

“Allerede ved første blik skiller Solhaven sig ud fra andre ungdomsinstitutioner. De kvindelige og især de mandlige pædagoger ser ud som om, de er hentet lige fra en stærk mand-konkurrence,” fremgår det.

Hvad pædagogerne havde i muskelmasse havde de åbenbart ikke i uddannelse. Ifølge opholdsstedets egne oplysninger har mange af de ansatte slet ingen faglig relevant uddannelse til at arbejde med udsatte unge. Men det fik ikke Karen Jespersen til at spekulere over, om der kunne være noget galt. Tværtimod.

                 Få overblik i Solhaven-sagen her

“Det budskab, som jeg får med mig herfra, er, at der faktisk godt kan gøres noget for gruppen af stærkt belastede unge. Hvis de takles på den rigtige måde, har de ikke behov for at rende rundt og lave ballade i gaderne,” sagde daværende socialminister Karen Jespersen.

Den “rigtige måde” er altså personale uden uddannelse i hvordan man tackler udsatte unge og ifølge flere tidligere beboere brug af vold i dagligdagen. (Ulovlig vold er personale og forstander dog blevet frifundet for efter en årelang retssag, men tilbage står stadig en lang række tidligere beboere og medarbejdere, der har fortalt historier om vold.)

Den daværende socialdemokratiske socialminister, der senere blev socialminister for Venstre i Fogh-regeringen, satte solide aftryk på landets socialpolitik i en årrække, og man kan ligefrem få den mistanke, at hun anbefaler barske metoder og personale uden uddannelse til udsatte unge.

“Fængselsophold er dyre, hvis de skal vare resten af livet. De unge, der kommer ud fra Solhaven, bliver til samfundsborgere, som kan tjene deres egne penge. Derfor er det en god forretning for alle parter,” sagde Karen Jespersen ifølge artiklen. 

Året efter dette besøg var Karen Jespersen tilbage på Solhaven med Folketingets socialudvalg. Det affødte følgende bemærkning fra daværende formand for socialudvalget, Villy Søvndal, der dengang sikkert ikke forestillede sig hvor rammende hans ord ville være flere år senere.

"Man taler for tiden om, at pengene skal bruges til de, der for alvor har brug for hjælp. Her har vi med børn at gøre, der "for alvor" betaler prisen for voksnes svigten," sagde Villy Søvndal.

Måske var ministerens blåstempling med til at puste til troen på at alt er lovligt, når man har med udsatte unge at gøre.

I hvert fald kastede Karen Jespersen sammen med sin daværende partikammerat Frank Jensen med deres besøg glans over metoderne og fremgangsmåden på behandlingshjemmet Solhaven, som i dag er lukket efter afsløringerne af de pædagogiske metoder.

Alt det afslører flere Ritzau-artikler, som DenOffentlige.dk har genudgivet i deres fulde længde her.

Note: Denne artikel er skrevet med samme såkaldt journalistiske metode, som Karen Jespersen er blevet kendt for med sit medie Den Korte Avis.

 

Annonce