Stig Langvad forlader Danske Handicaporganisationer

Politik

02/9/14 9:03

Suleman Haider

Stig Langvad har efter 14 år som formand for Danske Handicaporganisationer (DH) i dag meddelt, at han fratræder som formand.

Stig har valgt at takke ja til en ny udfordring hos Fonden Realdania.

”Det er selvfølgelig med vemod, at jeg siger farvel til Danske Handicaporganisationer, som på mange måder har været min livsmission. Men hver ting til sin tid. Jeg trives med at gøre en forskel, og i den forbindelse har jeg fået en mulighed, som jeg ikke kan sige nej til”, siger Stig Langvad.

Stig skal arbejde med netop det, han brænder mest for: Nemlig at påvirke samfundsudviklingen i en retning, hvor der er plads til og accept af alle mennesker uanset alder, køn, handicap, sygdom, religion, etnisk oprindelse m.v. Hos Fonden Realdania, skal Stig være med til at sætte fokus på, hvordan vi, i et bredt fællesskab, kan indrette samfundet, så det i højere grad fremmer forståelse for og respekt af befolkningens mangfoldighed.

Læs også: Brug for nye modeller 

”Selvom målgruppen bliver bredere og samarbejdet sker på et fælles værdigrundlag, er det essensen af det, som jeg har arbejdet for hver dag, og jeg glæder mig til at kaste mig over opgaven. Det er det samme perspektiv, der ligger til grund for arbejdet i FN, og derfor kommer jeg også til at fortsætte med dette på internationalt plan i FN regi, med særlig fokus på handicapkonventionen”.

Stig Langvad blev i juni måned af ca. 150 lande personligt genvalgt til FN’s Handicapkomite, og denne post beholder han.

Stig Langvad fratræder med omgående virkning, og ny formand bliver i henhold til vedtægterne DH’s næstformand Thorkild Olesen, som også er formand for Dansk Blindesamfund.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce