Jesper Bengtson
Hovedreglen er, at banken dækker tabet, men undtagelserne kan koste dig alt.
Kontaktbedrageri, hvor svindlere ringer og udgiver sig for at være fra banken, kostede danskerne cirka 280 millioner kroner i 2025 fordelt på 3.118 sager, oplyser Finans Danmark. Når pengene først er væk, er spørgsmålet altid det samme: hvem hæfter?
Svaret ligger i betalingslovens § 100. Bestemmelsen bygger på et princip om, at udbyderen (dvs. banken) som udgangspunkt bærer tabet ved uautoriserede transaktioner. Men der er tre trin i kundens mulige egen-hæftelse, og et fjerde trin hvor loven slet ikke gælder.
Tre trin: 375 kroner, 8.000 kroner eller alt
Efter § 100 hæfter kunden i udgangspunktet kun med et grundbeløb på 375 kroner, hvis den personlige sikkerhedsforanstaltning, altså pinkode, MitID eller lignende, er blevet brugt ved den uautoriserede transaktion. Det er lovens laveste hæftelsestrin.
Har kunden derimod handlet groft uagtsomt eller forsætligt overladt sikkerhedsforanstaltningen til gerningsmanden, stiger egen-hæftelsen til op til 8.000 kroner. Det er samme sagstype, som Det finansielle ankenævn behandler igen og igen: kunden læste koden op i telefonen eller godkendte i sin egen bank-app efter en henvendelse fra en falsk bankmedarbejder.
Er kunden derimod svigagtig, altså selv en del af bedrageriet, eller har med vilje undladt at opfylde pligterne i loven, bortfalder loftet, og kunden hæfter for det fulde tab.
Kontaktbedrageri: Når § 100 slet ikke gælder
Den store gruppe klagesager handler dog om noget andet: transaktioner, som kunden i juridisk forstand selv har autoriseret. Når en svindler får kunden til at logge ind med MitID og godkende en overførsel med sms-kode, er transaktionen som udgangspunkt ikke uautoriseret, og § 100 finder derfor ikke anvendelse.
Det illustrerer en afgørelse fra Det finansielle ankenævn, hvor en kunde krævede 48.000 kroner tilbageført efter et bedragerisk telefonopkald. Banken argumenterede, at overførslen kun kunne gennemføres ved indtastning af sms-kode, og at kunden selv havde godkendt den. Flertallet i nævnet gav banken medhold, og kunden endte med at bære næsten hele tabet selv.
Grænsen mellem uautoriseret misbrug og autoriseret, men manipuleret betaling er derfor den mest afgørende for, hvor sagen lander.
Klagevejen: Bank først, så ankenævnet
Er kunden uenig i bankens afvisning, skal den formelle klagevej følges. Kunden skal først klage direkte til pengeinstituttet og få afslag, et utilfredsstillende svar eller ingen reaktion inden fem uger, oplyser Det finansielle ankenævn. Først derefter kan sagen indbringes for ankenævnet, der behandler klager fra private kunder mod pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.
Klagegebyret er 300 kroner og refunderes, hvis kunden får helt eller delvis medhold, trækker klagen tilbage, eller hvis nævnet ikke kan behandle sagen. Ankenævnet behandler kun konkrete økonomiske mellemværender, ikke generelle forhold, og kan ikke tage sager, der samtidig verserer ved domstolene.
At politianmelde bedrageriet er en parallel proces og ændrer ikke ansvarsfordelingen mellem kunde og bank. Politiet modtog over 23.000 anmeldelser om kontaktbedrageri på fem år, men kun 388 sager er endt med dom, oplyste Finansforbundet i januar 2026. Det civilretlige spørgsmål om hæftelse afgøres i praksis derfor sjældent af en straffedom, men af bankens vurdering og efterfølgende af ankenævnet.
De beløb, kunden konkret skal forholde sig til i 2026, er lovens grundbeløb på 375 kroner, loftet på 8.000 kroner ved grov uagtsomhed og ankenævnets klagegebyr på 300 kroner.
